Det er netop offentliggjort, at Mariah Carey kommer til byen og giver koncert som det eneste sted i Danmark. Se her hvor og hvornår

AALBORG: Der er efterhånden kommet rigtig store navne på plakaten i Aalborg som for eksempel Maroon 5, der gæster Mølleparken 1. juni. Nu er Aalborg Kongres & Kulturcenter ude med endnu et kæmpenavn bare tre dage senere. Verdensstjernen Mariah Carey giver koncert i AKKC tirsdag 4. juni 2019.

- Mariah Carey er et af de absolut største navne på den internationale musikscene i nyere tid, og det gør hende jo meget interessant for os at få. Vi har forhandlet på hende siden 2017, og nu er hun lige kommet med et nyt album, fortæller Nicolaj Holm adm. direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center.

- Det sker tre dage efter Maroon 5 i Mølleparken, og for mig var de et forsøg på, om vi kan sælge sådan et stort navn i Aalborg. Og hvis vi så tre dage senere kan sælge en Mariah Carey koncert i Aalborghallen, så har vi fået slået fast, at Aalborg virkelig gerne vil de her store navne, siger han.

Aalborg Kongres & Kultur Center har valgt, at koncerten placeres i huset på den store scene med plads til 2.400 fremfor i koncertarenaen Gigantium med plads til 8.000 publikummer, som ofte bruges som spillested til de store internationale bands og navne.

- Vi er overmåde stolte af at kunne præsentere Mariah Carey, som er et af verdens største popikoner og en skøn, skøn diva. Vi er helt sikre på, at den intime koncert for kun 2400 publikummer, bliver en enestående oplevelse for de, som får billetter. Det bliver en anderledes koncert, og vi glæder os over, at vi er eneste sted i Danmark, man kan få denne oplevelse, siger Nicolaj Holm.

- Det er en generalprøve på, hvor højt vi kan løfte barren i Aalborg, og for Aalborg som kulturby så betyder det, at vi kommer på landkortet, siger han.

Camilla Gammelgaard
Nicolaj Holm er lykkedes med at få endnu et stort navn til Aalborg Kongres & Kulturcenter. Foto: Lasse Sand

Sangerinden kommer til byen på sin kommende Caution World Tour til Europa, hvor hun indtager den pretigefyldte Royal Albert Hall med 3 koncertaftener i træk. Herefter gør hun stop i Paris, Hamborg, Aalborg, Barcelona, Bordeaux og Amsterdam. Offentliggørelsen kommer som opfølgning på udgivelsen af hendes anmelderroste 15. studiealbum, Caution.

- Der er kun 2400 billetter, så jeg forventer, billetsalget kommer til at gå rigtig stærkt, afslutter Nicolaj Holm.

Det officielle billetsalg begynder fredag 8. februar kl. 10 på akkc.dk, ticketmaster.dk og livenation.dk og i Aalborg Kongres & Kultur Centers billetkontor

Camilla Gammelgaard
Der vil være 2.600 billetter til salg til Mariah Careys koncert i Aalborg. PR Foto
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...