2019 blev rekordernes år - både på penge og publikum

AALBORG: Der er blevet løbet rigtig stærkt i Aalborg Kongres & Kultur Center i det forgangne år.

Ikke alene har man haft langt flere arrangementer i 2019 sammenlignet med året før. Både besøgstal og omsætning har også fået et gevaldigt hop opad. Faktisk er 2019 det bedste år nogensinde i centrets 67-årige historie.

- Vi vækster på alle områder. Vi kommer ud af et år, hvor vi vækster med 27 procent på mødeområdet, hvor vi i forvejen er markedsledende. Vi har aldrig haft et bedre år på messeområdet, og på kulturområdet har vi haft den ene udsolgte forestilling efter den anden - med Maroon 5 og Mariah Carey som kronen på værket. Det er svært ikke at være meget tilfreds med 2019, siger Nicolaj Holm, direktør i AKKC, i en pressemeddelelse.

Omsætningen i 2019 blev på 92 millioner kroner - 10 millioner bedre end 2018, mens besøgstallet nåede 559.000 mod 505.000 i 2018.

På kulturområdet var det netop koncerterne med Maroon 5 og Mariah Carey, som blev de store markører, der trak gæster fra hele landet. Anne, Sanne og Lis indledte deres store arena-genforeningstur i Aalborg i Gigantium. Wallmans on Tour spillede med succes for første gang i Aalborg, og på både musical og stand-up/comedyfronten markerede AKKC sig stærkt.

- AKKC er en sund forretning - men vi befinder os i en stærk konkurrencepræget branche, hvor alle konkurrenterne opjusterer. Det er vi meget opmærksomme på, at vi kommer til at kunne imødegå, siger Nicolaj Holm.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...