Kommunen og centret vil i dialog med mulige investorer

AALBORG: 2019 blev på alle måder et rekordår for Aalborg Kongres & Kultur Center.

Antallet af arrangementer var højere end året før, der gik også flere gæster ind ad dørene, og økonomien tog et hop opad.

Og faktisk har centret nu større efterspørgsel på messer og kulturbegivenheder, end de har plads til. Det betyder, at AKKC må takke nej til arrangementer. Derfor har man i længere tid gerne villet udvide og udvikle området ved centret.

Nu går det indledende arbejde med udvidelsesplanerne i gang. Kommunen og AKKC vil sammen gennemføre, hvad de kalder en markedsdialog med potentielle investorer, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

- AKKC er en vigtig institution i Aalborg Kommune, som har været med til at brande og drive den kulturelle udvikling i kommunen. For at kunne udvikle og styrke en så vigtig en institution for Aalborg og Nordjylland, og imødekomme fremtidens behov kigger vi nu på, hvordan vi kan udvikle hele området omkring AKKC, siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen i pressemeddelelsen.

Midler afsat i 2020

Politikerne har afsat penge til det indledende arbejde her i 2020.

Skal man udvide AKKC og renovere de nuværende bygninger kræver det dog en større investering, som kommunen ikke har mulighed for at gå ind i. Derfor kigger man på at lave en anden konstruktion, hvor pengene bliver fundet via en eller flere private investorer.

Kommunen skriver, at man for at gøre projektet interessant for investorer åbner for, at der kan investeres i det omkringliggende areal og bygningsmassen på Europa Plads. Det bliver på den måde muligt at investere i udviklingen af hele området og et renoveret og udvidet AKKC.

Dialog med potentielle investorer bliver gennemført den kommende tid og varetages af det professionelle rådgivningsfirma PwC.

AKKC har siden 1992 været en selvejende institution under Aalborg Kommune.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...