Er det her en del af gåden? Foto: Niels Skovmand
Det sker

Alle kan være med: Aalborg bliver til et kæmpe Escape Room

Sammen med dine venner kan du måske knække koden

28. september 2020 kl. 09:21

AALBORG: Snart bliver hele Aalborg omdannet til et kæmpe escape room. Det eneste der kræves, er at man har nogle venner/kollegaer og en smartphone. Holdet kan være på mellem to og seks deltagere.

Temaet for denne udgave af spillet er hekseri og troldom, så her er der en oplagt mulighed for, at du kan finde din Gryffindor-kåbe frem.

De britiske spildesignere arranger spil rundt om i hele verden, og 3. oktober finder det altså vej til Nordjylland. Ideen er kort og godt, at man på dagen møder op på det anbefalede startsted, og så guider appen en rundt i byen. Undervejs møder man virtuelle vidner, der kan give dig de oplysninger, du skal bruge for at knække koden.

Man behøver ikke starte på samme tidspunkt, spillet skal bare påbegyndes i tidsrummet 9 til 14, og så er det jo ens evner som detektiv, der afgør, hvornår spillet er færdigt. Ifølge CluedUpp, der står bag spillet, skal man regne med at bruge omkring to timer på det. Det skulle i øvrigt være rimeligt coronasikkert at deltage, da starttidspunktet er fleksibelt, og det hele foregår udenfor.

Arrangørerne opfordrer til, at man klæder sig ud til spillet. Det er ikke et krav, men det gør det hele lidt sjovere, mener de. Så hvis du ser Harry Potter eller Sherlock Holmes lignede karakterer bevæge sig rundt i byen, så ved du nu, hvad de har gang i.

Det koster 298 kroner per hold at deltage, og du kan melde dig til her. Her kan du også læse mere om spillet.

På dagen kan man vinde flere hædersbeviser. Du kan naturligvis vinde for at være det hurtigste hold. Bedste udklædning, bedste holdnavn, bedste billede, bedste børnedetektiv og en pris til din hund, er også på spil.

CluedUpp består af britiske arrangører, og samme dag som spillet foregår i Aalborg, er der spil under det samme navn, i Houston, Johannesburg, Sydney og mange flere byer rundt om på kloden.

Annonceret indhold

Nyeste