Hvis jeg siger Aalborg, hvad får det så dig til at tænke på?

Aalborg er et skønt sted at være. Især Limfjorden elsker jeg.

Jeg nyder at cykle over broen både tidligt og sent. Selvom jeg når at blive overhalet mange gange, når jeg kommer trillende så langsomt for at få den smukke udsigt med.

Jeg føler, at hvis jeg kan kæmpe mig igennem den voldsomme blæst som oftest er på broen, så kan det meste lade sig gøre. Den giver mig energi på en helt ubeskrivelig måde.

Hvordan er det at være ung her i byen?

Det er mega fedt at være ung i Aalborg.

I Aalborg er det tydeligt, at de voksne har øje for os unge, og de ved godt, at det er os, som skal styre det hele engang, og de ved også godt, at vi er vigtige for vores samfund.

Når vi i ungebyrådet mødes med byrådet, er de meget interesserede i at høre, hvad vi har at sige. UngAalborg giver alle os unge så mange muligheder; fede ture, fede oplevelser og fantastiske venskaber.

UngAalborg står også bag Aalborg ungebyråd. Aalborg ungebyråd er et fantastisk eksempel på et af UngAalborgs principper, nemlig det fælles tredje, som betyder, at selvom man ikke deler flere interesser end den ene, for eksempel politik eller mode, så kan man sagtens være megagode venner alligevel.

Ungebyrådet har i hvert fald givet mig venskaber, som jeg nok ikke havde haft, hvis jeg ikke havde stillet op.

Vi har masser af muligheder for at udfolde os og arbejde med lige det, som interesserer os. Hvis du synes, at der mangler noget eller har en god ide, er du meget velkommen til at skrive til os fra ungebyrådet, hvis ideen virker lidt uoverskuelig.

Vi synes sikkert, at det er en ligeså god ide, som du selv synes. For vi unge, skal hjælpe hinanden til at gøre Aalborg til et sted for alle unge.

Hvilke steder betyder noget særligt for dig i Aalborg?

Et af mine absolut yndlingssteder her i byen er Kunsten. I min familie har vi altid godt kunnet lide at tage på museer, og vi har set mange forskellige, men et af dem, som vi med jævne mellemrum besøger, er Kunsten.

Kunsten har altid fået mig til at fundere over et eller andet, det sætter ligesom tanker i gang.

Et andet sted, jeg har fået et helt specielt forhold til, er Byrådssalen.

Da jeg lige var blevet valgt ind i ungebyrådet, var det meget overvældende at skulle sidde i byrådssalen. Jeg følte mig ikke tilstrækkelig klog nok til at udtrykke mig, til trods for at jeg altid har været en meget udadvendt pige.

Men på grund af skønne mennesker fra ungebyrådet og UngAalborg, som af og til roste mig og gav plads til mig, fik jeg troen på, at jeg sagtens kunne sige lige det, jeg tænkte, uden at det var forkert.

Når jeg trykker på talerknappen og ved, at jeg snart får lov at udtrykke min synsvinkel, føler jeg mig stolt. Stolt over at jeg har overvundet mig selv, og stolt over at vi unge mennesker kan hjælpe hinanden så meget. Så i princippet er det ikke lokalet, men den følelse af plads og åbenhed jeg elsker ved byrådssalen.

Hvordan vil du påvirke unge i byen med dit arbejde i ungebyrådet?

Min vigtigste opgave som ungebyrådsmedlem er at sørge for, at alle unge i kommunen føler, at de bliver hørt, alle unge skal føle, at de har noget at skulle have sagt.

Jeg håber, at vi kan blive et ungt samfund med tanker og visioner for fremtiden. Vi skal gøre krav på at lære om de udfordringer, som kommer til at være i fremtiden, for hvis vi skal kunne handle på for eksempel global opvarmning, er vi nødt til at italesætte dette.

For mange år siden var der nogen som kæmpede for bedre arbejdstider, grundloven og kvindernes stemmeret. Vores kamp er global opvarmning, og det skal italesættes og respekteres af alle - også os unge. Alle unge har en stemme, og alle kan gøre en forskel.

Hvorfor er det vigtigt for dig at gøre noget for andre unge i byen?

Måske lyder det patetisk for nogen, men det gør mig faktisk bare glad at glæde andre.

Som det nok kan fornemmes, brænder jeg utrolig meget for ungdomskultur, og tidligere brændte jeg ekstremt meget for dans, trænede 3-4 gange om ugen i mange timer, hele mit liv var dans. Og da jeg så stoppede for omkring to år siden, troede jeg aldrig, jeg ville finde noget nyt at brænde for - men hov det var der sørme.

Det vigtigste for mig er at sige, at vi ikke skal være så bange for forandring, vi skal ikke gøre noget, fordi vi altid har gjort det, vi skal gøre det, fordi det føles godt og rigtig. Mit største ønske er, at alle unge mennesker på et tidspunkt får følelsen af at brænde for noget.

Hvilke personer i Aalborg betyder noget særligt for dig i dit liv?

Min familie betyder ekstremt meget for mig og har altid gjort det.

Men i takt med at jeg er blevet ældre, er venner begyndt at fylde mere og mere. Jeg elsker at være social og bruger meget tid omgivet af andre mennesker. Jeg kan snakke og være sammen med de fleste, men det bedste jeg ved, er at være sammen med mine tætteste veninder, for der ved jeg, at jeg kan være hundrede procent mig selv.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...