Sangerinde og sangskriver Amalie Thørholm er aktuel med singlen ”Før og efter”. Mød hende her

AALBORG: Den 27-årige sangerinde og sangskriver Amalie Thørholm er født i Frederikshavn, men bor i Aalborg, hvor hun de sidste fem år har studeret sang og korledelse på Det Jyske Musikkonservatorium - en uddannelse, hun afslutter ultimo august. Nu arbejder hun på at udgive et mini-album, der inkluderer de to singler, til efteråret

Hvis jeg siger Aalborg, hvad får det så dig til at tænke på?

Så tænker jeg, at Aalborg er min base. I Aalborg har jeg mit hjem midt på Vesterbro. Det er her i byen, jeg har taget min uddannelse på musikkonservatoriet, og her mit faste arbejde som korleder og sangunderviser er. Her bor flertallet af mine venner, og jeg har min hverdag med indkøb, træning og kulturliv.

Jeg kan huske, at jeg som barn tænkte, at det altid regnede i Aalborg, og at byen var så grå, men sådan tænker jeg ikke længere. Aalborg er en by, der summer af udvikling.

Som musiker er jeg ofte væk på spillejobs, og når jeg kører hjem om natten, ligger Aalborg altid for enden af ruten som en tryg havn at vende hjem til.

Susanne Justsen
Amalie Thørholm har i fem år haft sin daglige gang i Musikkens Hus, hvor musikkonservatoriet ligger. I slutningen af august afslutter hun sin uddannelse. Foto: Lars Pauli

Hvilke steder betyder noget særligt for dig i Aalborg?

Jeg synes, at der er blevet så fint nede ved havnemiljøet omkring Musikkens Hus. Der er på én gang råt og sirligt.

Da jeg startede på konservatoriet, som ligger i Musikkens Hus, var bygningerne rundt om stadig under opførsel, og det hele virkede ufærdigt. Nu er alt etableret, og der er sådan et levende miljø med mennesker, der hygger sig på bænke og græs, harer, som hopper rundt i de anlagte bede, og selvfølgelig fjorden, hvor både store og små skibe stjæler folks opmærksomhed.

Som gammel frederikshavner opvokset ved kysten er jeg nok lidt draget mod vand. På studiet har jeg brugt mange frikvarter nede ved fjorden, hvor man trækker vejret bedst, og hver dag går jeg ture langs havnepromenaden. Sommetider savner jeg åbent hav, men midt fra broen kan jeg næsten se vand, så langt øjet rækker, hvis jeg kigger mod vest.

Både Musikkens Hus og Nordkraft betyder meget for mig. Det er der, jeg har haft min dagligdag i al den tid, jeg har været i Aalborg, og det bliver underligt, når jeg ikke længere har min daglige gang i Musikkens Hus. På Aalborg Kulturskole, som ligger i Nordkraft, startede jeg som elev og arbejder nu som underviser, og det kan jo være, at jeg også på et tidspunkt vender tilbage til konservatoriet på den måde.

Hvad betyder musik for dig?

Musik skaber kontakt for mig - både til andre og mig selv.

Jeg oplever så mange gode og sjove ting gennem mit virke som sanger og sangskriver, og jeg føler stor glæde over, at andre nyder min sang.

For nylig læste jeg i en af Svend Brinkmanns bøger, hvor han skriver om meningen med tilværelsen og kunst. Han forklarer, at mening finder man i de fænomener, som er et mål i sig selv - altså ting vi gør alene for aktiviteten selv - og at det er det, kunst skal minde os om.

Det, synes jeg, egentlig beskriver musik og musikkens betydning rigtig godt.

Jeg plejer at sige, at musik for mig er det mest naturlige og unaturlige i hele verden, og jeg er vild med, at man kan bruge hele livet på at blive en bedre musiker, blive bedre til at forstå musik, og hvad musikken gør ved os.

Susanne Justsen
- Jeg har fire faste bandmedlemmer, som hver og en betyder noget særligt for mig, siger Amalie Thørholm. Foto: Lars Pauli

Hvordan synes du generelt, at musikscenen har det i Aalborg?

Jeg synes, at det aalborgensiske musikliv virker til at have det rigtig godt. Der er mange institutioner, organisationer og netværk, der gør meget for at løfte og tilbyde hjælp og støtte til musikken, og jeg synes egentlig, at mange af disse parter lykkes godt med også at samarbejde med hinanden og de lokale musikere for at støtte og udvikle miljøet.

Det er klart, at den seneste tid har været svær, både for musikere, spillesteder og organisationerne, men jeg tror på, at det vakuum, som corona har skabt, vil få miljøet til at spirer yderligere over tid.

Hvilke personer i Aalborg betyder noget særligt for dig?

Det gør musikerne i mit band. Jeg har fire faste bandmedlemmer, som hver og en betyder noget særligt for mig.

Det er vigtigt for mig, at jeg kan stole på mine musikere, og at jeg føler mig tryg ved dem.

Vi bruger mange timer sammen på at arrangere og øve musikken, og der er altid meget “spildtid” i forbindelse med jobs. Derfor er det godt, at vi har det rart sammen og har fundet en måde at være sammen på, hvor vi ikke unødigt bruger energi på hinanden men i stedet sammen lader op til det vigtige, vi skal: at spille koncerter.

Konstellationen er også ret unik og meget familiær. Vi er tre par - eller det vil sige, bassistens kone er godt nok ikke med på scenen, men så er hun med på så mange andre måder.

Susanne Justsen
- Det har hele vejen været mit klare mål engang at blive et stort og etableret navn på den danske musikscene, og det arbejder vi, alt hvad vi kan, hen imod, siger Amalie Thørholm. Foto: Lars Pauli

Hvad er dine drømme for fremtiden?

Personligt drømmer jeg om forsat at kunne leve af musik altid. Om det forsat skal være kombinationen af at være udøvende musiker og underviser, ved jeg ikke, men jeg forestiller mig, at jeg nok vil veksle mellem det.

Det går hele tiden fremad med mit projekt, synes jeg. Musikken, jeg udgiver, får god opmærksomhed, og der kommer publikum til mine koncerter. Lasse, min partner, og jeg lægger rigtig mange arbejdetimer i projektet, og derfor glæder det mig, at alt vores arbejde nytter noget. Det har hele vejen været mit klare mål engang at blive et stort og etableret navn på den danske musikscene, og det arbejder vi, alt hvad vi kan, hen imod.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...