
Amalie og Frederik står bag ny, lækker sirup
Iværksætterne - og tvillingerne - har store planer for deres nye firma Geminae
AALBORG: Er du også fan af sirup? Måske en med smag af vanilje i kaffen - eller den med mango eller passion i din gin og tonic?
Så har du nu mulighed for at gå ombord i hele 14 nye smagsvarianter, som det nye firma Geminae sælger på sin webshop og i udvalgte forretninger og caféer.
Bag navnet står de 23-årige tvillinger Frederik og Amalie Koch Andersen.

- Vi er tæt knyttet og tænkte, at det kunne være fedt at starte et firma sammen. Vi kender hinanden ud og ind, og vi har stort set været fælles om alt, siden vi blev født, siger Amalie Koch Andersen.
- Vi går begge rundt med en iværksætterdrøm, og det lå bare i kortene, at Frederik og jeg skulle lave noget sammen. Og mens meget har ligget stille på grund af corona, havde vi tiden til at finde ud af, hvad vil gerne ville lave.
Og de to søskende var aldrig i tvivl om, at det skulle være sirup, de ville udvikle. Og at siruppen skulle være af høj kvalitet helt uden tilsætningsstoffer og andre smagsforstærkere - og at den skulle produceres her i Nordjylland.
- I mit arbejde som salgschef i Føtex i Brønderslev kunne jeg se, at der blev solgt mere og mere sirup. Det er virkelig noget, der hitter, siger Frederik Koch Andersen.

Og i samarbejdet trækker hans søster og forretningspartner på sine erfaringer som barista på Kochs Kaffebar, som deres far ejer. Her er hun blevet opmærksom på værdien af kvalitet.
- Vores sirup bliver lavet på friske, rene råvarer. Vi samarbejder med en kok som er med til at udvikle smagene og til sidst koger det hele ind til sirup, siger Amalie Koch Andersen, der er ved at uddanne sig som civilingeniør indenfor sundhedsteknologi på Aalborg Universitet.
- Vi ønsker at kunne levere sirup til den kvalitetsbevidste forbruger, som ønsker at kræse om den rene og naturlige smagsoplevelse - uanset om siruppen skal bruges til drinks, kaffe, madlavning, dessert eller til lemonade.

De har store planer for videreudviklingen af Geminae, og iværksætterne er ikke i tvivl om, at de nu kan trække på de erfaringer og den målrettethed, de begge har som tidligere eliteidrætsudøvere med skolegang på Sønderbroskolen under Eliteidræt Danmark. Amalie Koch Andersen spillede badminton og hendes bror golf.
- Først og fremmest satser vi nu fuldt ud på sirup. Vi har 14 forskellige, og vi udvikler hele tiden nye smage, så der eksempelvis er månedens eller årstidens sirup, siger Frederik Koch Andersen.
- Indtil videre sælger vi en del til kaffe, og vi overvejer, om vi senere skal supplere produktionen med netop vores egen kaffe. Jeg er også meget nørdet omkring G&T, og vores sirup er sindssygt gode i gin. Så jeg drømmer også om, at vi kan udvikle vores egen pakke med sirup, gin og tonic.
Iværksætterne er ikke bange for, at samarbejdet i deres nyetablerede virksomhed kommer til at gå ud over det stærke sammenhold, de har som søskende.
- Nogen gange er det selvfølgelig svært at adskille, men vi er megaglade for at arbejde sammen, og det styrker vores forhold endnu mere, at vi laver det her og har en fælles dagligdag omkring det, siger Amalie Koch Andersen.
- Vi har et fantastisk samarbejde. Det er vigtigt, at vi supplerer hinanden - vi er simpelthen et godt match. Frederik beskæftiger sig primært med salg, mens jeg står for markedsføring og sociale medier.
Sammenholdet går da også igen i firmaets navn Geminae, og logoet er stjernetegnet for tvilling.
- Vi er meget bevidste om, at vores tætte bånd er en vigtig del af det her.
Her kan du læse meget mere om Geminae.dk og de forskellige varer i webshoppen