Et af byens mest markante bøgetræer skal fældes

AALBORG: Mød mig under bøgen. Sådan kan du ikke længere sige og så referere til det enorme bøgetræ midt i Kildeparken.

I slutningen af denne uge må det op mod 200 år gamle træ nemlig overgive sig til kommunens motorsav.

Det fuldkronede træ, som altså har prydet parken i generationer er angrebet af en skadelig svampesygdom og må derfor fældes.

Der er spærret af omkring træet til det bliver fældet sidst i denne uge. Foto: Aalborg Kommune

Der er tale om kæmpeporesvamp, som nedbryder træets bærende struktur indefra. Det betyder, at der er risiko for, at træet kan vælte. Af samme grund er området omkring træet spærret af indtil det bliver fældet.

Kommunen har dog besluttet, at hvis forholdene tillader det, lader de noget af træet stå tilbage som en såkaldt træruin - blandt andet for at give insekter et sted at boltre sig. Der vil desuden blive plantet et erstatningstræ i umiddelbar nærhed.

Et bøgetræ har en forventet levealder på 200-300 år, men under gunstige forhold kan det blive langt ældre. Ingen kender den nøjagtige alder på bøgetræet i Kildeparken, men hos By- og Landskabsforvaltningen vurderer man, at træet er mellem 150 og 200 år gammelt.

Træet har stået i parken i generationer - man anslår det er op til 200 år gammelt. Foto: Aalborg Kommune
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...