Det var angiveligt et opgør i misbrugsmiljøet, der lørdag aften førte til, at en 38-årig mand mistede livet i Aalborg midtby.
Livet her

Anklage: To mænd og en kvinde var sammen om at begå manddrab - alle tre varetægtsfængslet

Tre sigtede blev anholdt sent lørdag i Aalborg, efter at en 38-årig, død mand var blevet fundet. Ved det efterfølgende grundlovsforhør blev alle tre varetægtsfængslet i fire uger

15. januar 2023 kl. 17:07

AALBORG: To mænd og en kvinde var sammen om at begå manddrab på en 38-årig mand i Aalborg lørdag aften.

Sådan lød det i den sigtelse, som søndag eftermiddag blev læst højt af anklager Thomas Klingenberg ved Retten i Hjørring, hvor de tre sigtede blev fremstillet i grundlovsforhør. De blev alle tre varetægtsfængslet i fire uger, og ingen kærede sigtelsen. Det har Thomas Klingenberg efterfølgende fortalt Nordjyske.

Sigtelsen lyder på manddrab efter straffelovens paragraf 237, og anklagemyndigheden mener, at de tre personer var sammen om at slå den 38-årige ihjel. Det skulle være sket ved kvalificeret, stump vold med slag fra en endnu ukendt genstand.

Alle tre erklærede sig uskyldige via deres forsvarere. De to af dem ville gerne afgive forklaring ved grundlovsforhøret, men det er ikke muligt at gengive dem, da dommeren valgte at følge anklagerens anmodning om dørlukning. Det skete af hensyn til sagens videre efterforskning og herunder afhøring af flere vidner.

Dermed kan pressen ikke referere, hvad der blev sagt, efter at sigtelsen var blevet læst højt. Inden da var det dog kommet frem, at to af de sigtede - en 37-årig mand og en 41-årig kvinde - blev anholdt i Aalborg lørdag klokken 23.38. Den tredje sigtede - en 31-årig mand - blev anholdt få minutter før, cirka klokken 23.30.

Nordjyllands Politi har ikke ønsket at komme ind på, hvilket motiv der skulle ligge bag drabet, eller hvilke relationer de involverede havde til hinanden. Politiet har dog betegnet det som et opgør i misbrugsmiljøet.

Den dræbte blev fundet lørdag aften i Bibliotekshaven - mellem Østerbro og Nyhavnsgade - i det centrale Aalborg. De pårørende er blevet underrettet.

Fundet af den døde mand udløste et massivt politiopbud i området omkring Rendsburggade, Nytorv og Østerbro. Frem til søndag middag blev der foretaget tekniske undersøgelser på stedet.

- Der ligger et stort efterforskningsarbejde foran os, hvor vi skal forsøge at klarlægge hele hændelsesforløbet både før og efter forbrydelsen, lød det fra efterforskningens leder, vicepolitiinspektør Sune Myrup.

Nordjyllands Politi har brug for at høre fra eventuelle vidner, som måtte have set noget mistænkeligt i området omkring hovedbiblioteket i Aalborg lørdag aften. Anmeldelsen kom klokken 22.50, men det præcise gerningstidspunkt kendes endnu ikke. Den 38-årige havde svære skader på kroppen, da han blev fundet.

Vidner opfordres til at ringe til politiet på telefon 114. 

Se også
Politiet efterlyser vidner til drabet midt i Aalborg
Se også
To mænd og en kvinde anholdt for drab midt i Aalborg
Annonceret indhold

Nyeste