Anne Søndergaard er en af deltagerne i MasterChef på TV3, og hun har samtidig stor succes med træningscenteret Unlimited Performance - mød hende her

AALBORG: Anne Søndergaard er optaget af motion, mad og sunde kostvaner - og i øjeblikket fylder interesserne ekstra meget i hendes liv. Du kan møde Anne Søndergaard som deltager i MasterChef på TV3, og hun er også en del af træningscentret Unlimited Performance, der er blevet så stor en succes, at det udvider i marts. 29-årige Anne Søndergaard har boet i Aalborg de seneste syv år

Tina Larsen
Foto: Claus Søndberg

Hvis jeg siger Aalborg, hvad tænker du så?

En stor provinsby.

Vi bor mange mennesker her, og byen har en snært af storby. Men i bund og grund kender vi lidt allesammen hinanden. Byen lider ikke under storbyens anonymitet, du møder altid nogen, du kender, og hvis ikke, så kender du helt sikkert nogen, som kender nogen.

I Aalborg ”kender vi alle sammen hinanden,” og det kan jeg rigtig godt lide.

Hvilke steder i byen betyder noget særligt for dig?

Jeg er ret vild med havnefronten og fjorden, at vi har vand midt i byen er helt fantastisk.

Jeg ved ikke, om det betyder noget særligt for mig, men det er det sted, jeg ville vise frem, hvis jeg skulle vise byen frem, og så synes jeg, det beskriver byen ret godt. At gå en tur langs fjorden fra industri i øst, forbi det nybyggede kvarter ”Aalborgs Manhattan”, til det pulserende byliv omkring havnebassinet, videre ud til lystbådehavnen som har sommerhusstemning. Byen har det hele indenfor en gåtur på tre kilometer, det er imponerende.

At der ligger studieboliger og Aalborg Universitet centralt og med synlig placering langs havefronten - beliggende på nogle af Aalborgs bedste beliggenheder - vidner om, at byen er en studieby i udvikling.

Du har det hele inden for en lille radius, det er særligt for Aalborg og for mig.

Tina Larsen
Foto: Claus Søndberg

Hvorfor er du med i MasterChef, og hvad håber du at få ud af det?

Jeg deltager i MasterChef, fordi jeg er et mad-øre uden lige. Jeg elsker mad.

Jeg bliver helt glad indeni af at lære nyt om mad, fremstilling og teknikker. Min store interesse stammer egentlig fra en ernæringsinteresse om kalorier, energi og proteiner med fokus på vægttab.

Jeg blev kontaktet af MasterChef via min Instagram, om det kunne være noget for mig at deltage i programmet. Jeg har skrevet en kogebog om SuperShake’s, som er ernæringsrigtige blendede geenies, så jeg tænkte, de havde fået fat i den forkerte.

Efter jeg som personlig træner motiverer til at tage udfordringer op og se positivt på tingene, tænkte jeg, at jeg måtte gribe chancen.

Jeg håber, at min deltagelse i MasterChef vil give mig eksponering og endnu flere muligheder for at arbejde endnu mere med mad, gerne den sunde mad.

Jeg drømmer om at udgive endnu en kogebog, inspirere til sund og velsmagende mad og gøre mad-delen til en betydelig del af min forretning.

Det er store drømme, men måske kan MasterChef give mig et skub i den retning.

Tina Larsen
Foto: Claus Søndberg

Træningscenteret på Hjulmagervej udvider efter kun halvandet år - hvad er det, I kan?

Jeg tror helt bestemt, Unlimited Performance’s succes skyldes os.

Os som personer, vores faglige viden, vores menneskelige forståelse, vores måde at tale og forstå vores klienter, vores evner til at tilpasse træningsprogrammer samt kosten, så det passer ind i vores klienters hverdag med tanken om vedvarende resultater og vaner.

Jeg tror også, de resultater, vores kunder opnår, bidrager til vores succes. Derudover tror jeg, at det er stemningen i træningscenteret, her er plads til alle og her er rart være.

Klienter og medlemmer føler sig velkomne og hjemme, og så smitter vores passion.

Hvad har Aalborg betydet for det, du beskæftiger dig med?

Aalborg har haft stor betydning.

Da jeg kom hertil for at gå på Sportshøjskolen i 2013, tror jeg, at Aalborg var en af de eneste byer i Danmark, der havde en fysisk forretning med proteinpulver og kosttilskud.

Jeg følte, at Aalborg var/er en rigtig sports-by, der var/er masser af sportsbegivenheder, motionsløb og stævner. Motion, sport og træning fylder meget i Aalborg.

Der er et fitnesscenter på hvert gadehjørne, og her er det helt almindeligt at gå i træningstøj. Man kan sige, at byen og jeg deler interesser, og det har stor betydning.

Hvilke personer i Aalborg betyder noget særligt i dit arbejds- og privatliv?

Den vigtigste person er min kæreste Kasper, som også er min samarbejdspartner og evige støtte.

De andre trænere i Unlimited Performance har også stor betydning, især for vores fælles succes.

Derudover har Aalborg Sportshøjskole - og den tidligere forstander Betina - haft stor betydning for min karriere. Hun bakkede sine elever op og inspirerede os til at bruge og samarbejde med byen, hvilket var årsagen til, at jeg blev i Aalborg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...