Anne fra Masterchef prøvede ny kur hver måned: Nu udgiver hun kogebog med fokus på sundhed
Tidligere Masterchef-deltager, Anne Søndergaard, har også selv kæmpet med kiloene. Nu er hun klar med ny kogebog med sund hverdagsmad
AALBORG: Anne Søndergaard der i 2020 var med i Masterchef arbejder nu til dagsligt som personlig træner i Unlimited Performance i Aalborg, Gennem årene har hun hjulpet hundredvis af mennesker gennem bootcampforløb og livsstilsændringer, samt passet sin blog, der er dedikeret til sund og lækker hverdagsmad.
Men sådan har det ikke altid været.
- Jeg har kæmpet med vægten, lige så længe jeg kan huske: Følt mig stor, forkert, utilpas og aldrig smart, uanset hvor meget jeg gjorde ud af mig selv, fortæller Anne Søndergaard.
Derfor er den selvtillid, hun i dag bruger i sin undervisning, også forholdsvis ny.
- Min overvægt gjorde, at jeg gjorde mit bedste for at glide i et med tapetet. Det var egentlig enormt usundt, fordi jeg hele tiden havde et negativt fokus på min krop. Så minder om badevægten overskygger ferieminder og ungdomsoplevelser: Det eneste, der fyldte for mig, var min krop, fortæller Anne.
Quickfixet, der aldrig virkede
- Der er ikke det quickfix, jeg ikke har prøvet. Jeg skiftede nærmest kur hver måned – så jeg har prøvet alt fra stenalderkost til suppekur med drømmen om, at en af dem rent faktisk kunne hjælpe mig i mål, siger Anne Søndergaard.
Hun havde altid været en aktiv kvinde, der allerede dengang dyrkede en masse motion – så problemet lå i kosten. Alligevel kunne hun ikke finde en løsning, der kunne hjælpe hende med vægttab.
- I retrospekt brugte jeg jo alt for meget energi på at begrænse mig selv på grund af kiloene – men jeg var simpelthen overbevist om, at jeg først ville blive lykkelig, når jeg havde tabt mindst 10 kilo. Men uanset hvor mange slankekure, mirakelmidler og resultatsikre, hippe kostomlægninger, jeg prøvede, virkede det bare ikke; hverken på vægten eller på lykkefølelsen, fortæller hun.
Den knækkede kode
Det var først efter mange år med slankekure, restriktioner og hård – grænsende til ulidelig – træning, at Anne Søndergaard knækkede koden til sin krop.
- I stedet for mirakelkure, udsultning og overtræning, viste det sig, at det faktisk handlede om at ændre nogle helt basale vaner. Det lød så åndssvagt nemt, men det virkede rent faktisk, fortæller Anne.
For Anne blev vaneændringerne starten på noget stort. Hun gjorde simple ting – prioriterede måltider, spiste flere grøntsager, begrænsede snacks, slukkede tørsten i vand og samtidig arbejdede hun med følelserne og at mærke sult og mæthed. En kombination, der langsomt men sikkert skabte resultater.
- Samtidig holdt jeg op med at straffe min krop: Jeg fandt motion, jeg kunne lide at lave, så det rent faktisk blev sjovt at bevæge sig. Samtidig arbejdede jeg med det mentale, så kage ikke længere føltes som en synd, men tværtimod noget, der kunne nydes i begrænset omfang, fortæller hun.
En sejr, der skal deles
Med simple koststrategier og varige vaneændringer tabte Anne sig – og fik samtidig øjnene op for karrierevejen som personlig træner.
- Jeg har altid lovet mig selv, at hvis jeg en dag knækkede koden, ville jeg dele det med resten af verden. For ingen fortjener at have det så dårligt med sig selv, fortæller hun.
Derfor valgte hun at uddanne sig med en bachelorgrad i Idræt, samt som træner fra Danmarks Idrætsforbund og sidenhen som Precision Nutrition-ernæringscoach – og hun har siden 2017 hjulpet knap 300 mænd og kvinder.
- Det lå dog ikke helt i kortene, at jeg skulle være kogebogsforfatter også. Men efter min deltagelse i Masterchef 2020, fik jeg mere blod på tanden. Jeg har altid været et rigtigt madøre, så en kogebog er den helt perfekte måde for mig både at vise vejen i forhold til sund kost, der skaber resultater, og samtidig hjælpe så mange som muligt med at opnå de mål, de drømmer om, fortæller hun.
Anne Søndergaards kogebog, 100 opskrifter til en sund og stærk hverdag, kan købes i diverse boghandlere og forudbestilles på Anne Søndergaards egen hjemmeside fra 15. august.