Seks kunder og 25 ansatte tager det i højt humør, at snestormen over Nordjylland har fået dem til at strande i Ikea Aalborg for natten. Foto: Privatfoto
Livet her

Ansatte og kunder sneet inde i Ikea: - Det er en helt ny situation for os

Seks kunder og 25 ansatte er onsdag aften strandet i Ikea Aalborg - her kan de også se frem til at tilbringe natten

01. december 2021 kl. 20:59
Opdateret 15. december 2022 kl. 20:33

AALBORG: Der var sandsynligvis ingen, der onsdag morgen kunne have forudset, hvordan vejret ville udvikle sig i løbet af eftermiddagen og aftenen, hvor en snestorm endte med at lamme trafikken i stort set hele Nordjylland.

Men når der nu skal være snestorm og lukkede veje på programmet, kan man lige så godt få det bedste ud af det. Således også i Ikea Aalborg, hvor seks kunder og 25 ansatte onsdag aften har måttet opgive tanken om at komme hjem og i stedet indstille sig på at overnatte i varehuset.

Det fortæller varehuschef Peter Elmose til Nordjyske.

- Det er godt nok en helt nyt situation for os, den, og det var godt nok slet ikke, hvad jeg havde troet, jeg skulle slutte min dag med, da jeg kørte på arbejde i morges, siger han.

De 31 indesneede har søgt sammen i varehusets cafeteria, hvor de har set julekalender sammen og lidt senere vil se en fodboldkamp også, oplyser Peter Elmose.

Der bliver hygget i Ikeas cafeteria, og senere bliver de 31 strandede gæster og medarbejdere indkvarteret i nogle af varehusets showrooms for natten.

- Og så har vores køkkenpersonale sørget for, at der er varm kakao, risalamande, kanelsnegle, sodavand, kaffe og en enkelt øl i dagens anledning til os. Så vi skal nok holde varmen, siger han.

De seks kunder, der ikke kan komme hjem, er alle fra Sæby-kanten, og da det tidligere på aftenen stod klart, at det var stort set umuligt at komme nordpå omkring Aalborg, var der kun én ting at gøre:

- Vi kunne jo ikke bare sætte dem ud og lukke døren bag dem, når vi ellers lukkede klokken 20. Absolut ikke. Så selvfølgelig bliver de her, og vi finder også ud af noget overnatning til dem i nat, siger Peter Elmose.

Af corona-hensyn bliver de seks gæster indkvarteret i Ikeas dagligstue-afdeling, hvor der er flere sofaer og sovesofaer at vælge imellem, mens de ansatte overnatter i andre showrooms i andre dele af varehuset.

- For os har det vigtigste været, at vi passer på hinanden, og at alle kan føle sig trygge. Derfor meldte vi også ret tidligt ud til vores medarbejdere, hvordan de skulle forholde sig, da vi først så, at busserne begyndte at stå stille. Og vores kunder og medarbejdere har da også været lykkelige for muligheden for at blive, når nu vejret blev, som det blev, siger Peter Elmose.

- Men det er godt nok en noget anderledes situation for os, den her. Nu har jeg været i Ikea i 16 år, og jeg har aldrig oplevet noget lignende.

Følg snesituationen i Nordjylland her:

Se også
Snestormen minut for minut: Sådan udviklede aftenen sig i Nordjylland
Annonceret indhold

Nyeste