Pilegaards Antikvariat har gjort ti ton bøger klar til lagersalg

AALBORG: Så er der godt nyt til alle bogelskere, der er på jagt efter at gøre et sandt kup. Pilegaards Antikvariat holder snart kæmpe udsalg - faktisk så stort, at de har fyldt hele naboejendommen i Algade med flere end 10.000 bøger.

På borde og reoler finder du titler indenfor alle genrer opdelt efter emner, og de bliver solgt på et hollandsk udsalg, hvor bøgerne bliver billigere og billigere som dagene går.

Lige nu er Pilegaards Antikvariat ved at gøre klar til udsalget, der begynder på mandag - og ti ton bøger er klar til at skifte ejer.

Tina Larsen
Nina Iversen glæder sig til, at udsalget går i gang, det er altid en speciel oplevelse. Arkivfoto: Henrik Bo

- Vi gør det, fordi vi hele tiden får nye bøger ind, og bogstakkene vokser. Vi mangler plads, selv om vi allerede har masser af titler i antikvariatet, på loftet, i kælderen - og i et gigantisk fjernlager, siger antikvarisk boghandler Nina Iversen.

- Helt naturligt får vi et stort overskud af bøger, vi har i forvejen. Og selvom en bog sælges til f.eks. 200 kroner i butikken, så havner den naturligt på udsalg, hvis vi har mange af den. Så et udsalg er en god måde at få plads til alle de spændende bøger vi hele tiden får ind, når vi køber store bogsamlinger.

Hun anslår, at antikvariatet konstant er indehaver af omkring 200.000 titler.

- Her er bøger til alle generationer indenfor alle genrer. Især studerende plejer at være rigtig glade for at finde gode bøger til små penge, siger hun

- I det hele taget kan det være sjovt at se, hvor kreativt folk lader jagten gå ind. Engang kom et par med en trillebør til at transportere bøger i. Klassikeren er, at folk forsøger at gemme de bedste bøger et sted, og så kommer de tilbage, når de er blevet billigere

Bogudsalget finder sted Algade 63, hvor Aalborg Spilforsyning tidligere holdt til. Og trænger du til en pause fra udsalget, er der også masser af titler at finde i selve antikvariatet i nabobutikken, der i øvrigt har givet inspiration til læsehestene siden 1963.

Der plejer at være kø, allerede inden dørene bliver slået op - denne gang begynder bogjagten på mandag 11. oktober hvor prisen er 25 kroner pr. bog, og det hele slutter med den store finale 27. oktober, hvor du kan fylde en hel pose for samme beløb.

Hvad: Antikvarisk bogudslag

Hvor: Algade 63

Hvornår: 11.-27. oktober

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...