Det bliver den største butik med loppe-børneting i Nordjylland

AALBORG: Børneloppens koncept bygger kort og godt på tanken om at gøre det nemmere både at sælge og finde brugt børnetøj og udstyr. Man kan nemlig leje en stand og sætte sine ting til salg eller komme forbi og gå på opdagelse i de andres, hvor der vil være alt fra flyverdragter til autostole på hylderne.

Franchisekæden har allerede butikker flere steder i landet, og nu har Melissa Thøgersen og hendes familie kastet sig over at åbne en her i Aalborg. Nærmere bestemt i City Syd på Stenbukken 8.

- Under min barsel opdagede jeg, hvor svært det var at få solgt min søns aflagte ting, fordi man skal kommunikere meget frem og tilbage og have det sendt og så videre. Så sagde jeg til Kasper; det kan simpelthen ikke passe, det ikke kan gøres på en nemmere måde, fortæller Melissa Thøgersen.

Det blev startskuddet til et nyt karriereeventyr.

Camilla Gammelgaard
Melissa Thøgersen og Kasper Thomsen ha to børn sammen, og det var under barslen, at ideen kom til at åbne en Børneloppen i Skalborg. Foto: Henrik Bo

Manglede det rette lokale

Melissa Thøgersen har de sidste otte år været ansat i Salling, men hun kaster sig altså nu ud i at være selvstændig, efter hun igennem længere tid har haft øjne på muligheden for at åbne sin egen Børneloppen-butik.

- Jeg har set butikken andre steder i landet og fandt ud af, at det er et franchisekoncept. Så jeg tog kontakt til folkene bag og sagde, at vi da skal have en Børneloppen her i Aalborg, fortæller Melissa Thøgersen, som sammen med kæresten Kasper Thomsen drog til Sjælland for at forhandle en kontrakt på plads.

Det kom den, men parret manglede stadig at finde det helt rette sted til forretningen i det nordjyske. De havde begge en forkærlighed for City Syd, og da de så, at lokalerne på Stenbukken 8 blev ledige, slog de til.

- Jeg er selv opvokset i Skalborg, og der er en masse muligheder herude. Det hele vokser sig større, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det skulle være her, fortæller Melissa Thøgersen.

Camilla Gammelgaard
Her er familien samlet i lokalet, hvor de åbner Børneloppen. Kasper Thomsen har desuden også to børn fra et tidligere forhold og arbejder som selvstændig ved siden af butikken. Foto: Henrik Bo

Børneloppen i Aalborg bliver Nordjyllands største butik med loppefund til børn. Den er 680 kvadratmeter, og der vil være plads til 300 stande med alt man har brug for til ungerne, når der kommer fuld gang i forretningen.

Hvis man gerne vil sætte sine aflagte børneting til salg, kan man booke sin stand på Børneloppens landsdækkende hjemmeside, hvor man kan vælge butikken i Skalborg.

Parret fortæller, at butikken vil holde åben hele året rundt med undtagelse af få dage omkring jul og nytår.

Børneloppen slår dørene op lørdag 14. september med en stor åbningsfest.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...