Den helt store skala er fundet frem, når amerikansk band gæster Mølleparken på lørdag

AALBORG: Der bliver på alle måder knald på, når det amerikanske kæmpeband Maroon 5 går på scenen på lørdag.

Koncerten i Mølleparken er bandets første på en omfattende Europaturné og alt er sat op til at gøre debuten i Aalborg til en oplevelse, som ingen vil glemme.

Katrine Schousboe
Masser af maskineri skal gøre det grove arbejde her først på ugen, senere begynder man så på al teknikken. Foto: Teis Markfoged

- Jeg tror virkelig, det bliver en ikonisk koncert. Sådan en, man vil tale om i år efter, siger leder af Skråen Jørgen Nissen.

Det er netop spillestedet, der sammen med Aalborg Kongres & Kultur Center og Live Nation står bag koncerten med det storhittende amerikanske orkester.

Arbejdet med at stille scene og udstyr op i Mølleparken gik for alvor gået i gang i går, mandag, for koncerten bliver i en skala, der ikke er set i Aalborg før.

- Det er den største produktion, vi har haft. Alt er bare kæmpe, kæmpe stort, fortæller Jørgen Nissen.

Alene selve scenen er på 850 kvadratmeter - eller hvad der svarer til en moderne parcelhusgrund.

- Der bliver brugt nogle meget store maskiner til at få det hele på plads og på torsdag begynder vi så at køre alt det andet udstyr ind, forklarer han.

Katrine Schousboe
Opstillingen til koncerten bliver større end noget andet, man har set i Aalborg. Foto: Teis Markfoged

Store armbevægelser

Skulle du komme til at stå bagest, behøver du heller ikke frygte at gå glip af det hele.

Storskærmene bliver større end store.

- Jeg tør godt sige megastore. Faktisk tror jeg Mølleparken vil være som en clubkoncert, siger Skråens leder og henviser til, at bandet har spillet koncerter for op mod 100.000 publikummer.

Men selv om de amerikanske armbevægelser bare generelt er større end de danske, så oplever han ikke bandet som besværlige eller urimelige på nogen måde.

- De har nogle ønsker, men de er ikke vanskeligere end så mange andre. Men barren er selvfølgelig sat noget højere end, hvis det var du eller jeg, siger han.

Katrine Schousboe
Koncerten i Mølleparken er den første på Maroon 5s Europaturné. Foto: Teis Markfoged

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...