Årets Royal Run var en succes. Derfor har Aalborg Atletik og Motion allerede kontaktet Dansk Atletik Forbund for at få Aalborg i puljen igen

AALBORG: Det er helt sikkert, at danskerne får endnu mere af det royale løb til næste år - nærmere bestemt bliver det ligesom i år 2. pinsedag. Nu er spørgsmålet bare, hvilke byer, der får glæden af at kunne løbe med den kongelige familie. Aalborg Atletik og Motion, som arrangerede Royal Run her i byen, håber, at Aalborg endnu en gang får chancen efter det vellykkede løb både i år og sidste år.

-I år var Esbjerg og Odense sorteret fra, og der var lagt op til, at det kun skulle holdes i Aarhus og København. Men Aalborg havde et rigtig flot løb i 2018, og derfor blev vi valgt igen, og det er vi selvfølgelig utrolig stolte af. Det gik endnu bedre i år, så vi håber selvfølgelig, at Aalborg kommer med i bowlen, når næste års byer skal udvælges, siger Jørgen Hein fra Aalborg Atletik og Motion.

Camilla Gammelgaard
Royal Run havde i år rute igennem midtbyen. Foto: Lasse Sand

- Vi er klar til mere

Næsten 13.000 deltagere var med, da årets udgave af Royal Run løb af stablen igennem Aalborgs gader 2. pinsedag, og det dejlige vejr og kronprinsesse Marys deltagelse lokkede i den grad også tilskuere til. Alt i alt blev løbet en kæmpesucces, fortæller Jørgen Hein. Derfor har han og resten af Aalborg Atletik og Motion allerede meldt ud, at de er klar til at arrangere endnu et Royal Run.

- Vi har allerede kontaktet Dansk Atletik Forbund og sagt, at vi er klar igen. Vi ved ikke, om de vil holde det et andet sted, men vi håber, at Aalborg endnu en gang er i spil til at få løbet med kongelig deltagelse, siger han.

Byerne kan godt holde Royal Run uden kongelig deltagelse, det valgte Bornholm at gøre i år, men det er ikke sikkert, man vil det i Aalborg.

- Interessen for løbet er selvfølgelig stor, når kronprins Frederik eller kronprinsesse Mary løber med. Så det bliver ikke det samme, hvis ingen af dem kommer. Derfor har vi heller ikke taget stilling til, om vi vil arrangere det uden kongelig deltagelse, fortæller Jørgen Hein.

Camilla Gammelgaard
Deltagere i alle aldre deltog i løbet, hvor man kunne vælge imellem one mile, fem og ti kilometer. Foto: Lasse Sand

Men man kan godt tillade sig at bevare optimismen, for årets udgave gik over alt forventning. Dansk Atletik Forbund har siden kunnet fortælle, at både Kongehuset og TV 2, der er mediepartner på Royal Run, var meget begejstrede for løbet i Aalborg og den intimitet, som arrangørerne havde fået skabt med midtbyen som ramme. Det har fået håbet til at stige hos Jørgen Hein og Aalborg Atletik og Motion.

- Hvis det kan lade sig gøre rent logistisk, så vil de landsdækkende arrangører rigtig gerne have Aalborg med igen, fortæller han.

Det er allerede meldt ud, at Royal Run i 2020 vil komme omkring Sønderjylland, der kan fejre 100 års jubilæum for genforeningen med Danmark. Og det kan i sidste ende være med til at afgøre, om Aalborg får royalt besøg, for hele planen skal kunne hænge sammen. Jørgen Hein er dog fortsat meget positiv og er sikker på, at Royal Run kan blive endnu bedre i fremtiden her i byen.

- Vi havde et godt løb i år. Der var lidt trængsel ved målområdet, men det kan blive bedre næste år, når Budolfi Plads er færdig. Vi har fået rigtig meget ros for ruten igennem midtbyen, og det er vi som klub meget stolte over. Jeg snakkede også med Mary flere gange, og hun var meget tilfreds med løbet. Hun havde også god tid til at hilse på folk på turen. Alt i alt var det en succes, afslutter han.

Camilla Gammelgaard
Mary løb både en almindelig fem kilometer og en one mile med julemærkehjems-børn. Foto: Lasse Sand
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...