Hvis du vil se en heks blive futtet af, er der flere bålfester, du kan gå til

AALBORG: "Vi vil fred her til lands, Sankte Hans, Sankte Haaaans!"

Har du smurt stemmebåndene, og er du klar til at synge med på Midsommervisen - hvad enten det er i den originale udgave eller Shu-bi-duas version?

23. juni går det løs flere steder i Aalborg, når bålene tændes, båltalerne holdes, og heksene sendes af sted mod Bloksbjerg.

Der er mange muligheder for at se bål, og vi har her udvalgt en lille håndfuld af de arrangementer, som du kan deltage i:

Musikkens Hus

Musikkens Hus inviterer traditionen tro til stemningsfyldt midsommerarrangement med bevægende musik både inde og ude.

Arrangementet er delt op i en betalingskoncert inde i Koncertsalen med den prisvindende trio Dreamers Circus klokken 19 efterfulgt af et gratis arrangement ude på Musikkens Plads og et stort sankthansbål på fjorden.

Medvirkende ved arrangementet er, udover Dreamers Circus, dirigent David Brophy, Nordjysk Pigekor, Klarup Pigekor og Aalborg Symfoniorkester.

Susanne Justsen
Der bliver traditionen tro bål på fjorden ved Musikkens Hus. Arkivfoto: Bente Poder

Aalborg Zoo

Zoo holder børnevenlig Sankthans fra klokken 16 til 20 med optræden af Popsi og Krelle, gode historier fortalt for børn og barnlige sjæle og et stort sankthansbål, så heksen kan blive sendt afsted til Bloksbjerg.

Fra Gestus Nord kommer Thomas Bælum og fortæller om deres arbejde med at støtte nogle af de børn og børnefamilier i Nordjylland, der har mindst og mangler mest. En lille håndsrækning kan gøre en stor forskel, og denne dag giver Zoo lidt igen ved at donere 5 kroner pr. gæst.

Thomas Bælum fra Gestus Nord kan du møde klokken 16.30, Popsi og Krelle underholder på Zoofariscenen klokken 18, og klokken 18.15 tændes bålet.

Mølleparken

Lions Club Hasseris indbyder igen i år til en festlig sommeraften med musik, båltaler og god stemning i Mølleparken. Og der er gratis adgang.

Med den flotte udsigt og det forhåbentligt gode vejr som kulisse kan du nyde grillmad fra Slagteren Hasseris og drikkevarer fra diverse boder, foruden at du kan lytte til levende musik, som bliver leveret af Life Of A Busker.

Der bliver desuden holdt amerikansk lotteri med masser af præmier - blandt andet ophold på Hotel Villa Provence.

Båltalen holdes af regionsrådsformand Mads Duedahl.

Sankthansfesten begynder klokken 18.

Susanne Justsen
Årets båltale på Lindholm Høje står forfatter Jens Smærup Sørensen for. Pr-foto: Lindholm Høje Museet

Lindholm Høje

Traditionen tro inviterer Nordjyske Museer i samarbejde med Café Lindholm til en stemningsfuld sankthansaften ved Vikingemuseet Lindholm Høje. I år holdes båltalen af forfatter Jens Smærup Sørensen.

Allerede klokken 16 tændes grillen, og boderne med mad- og drikkevarer åbner på pladsen udenfor. Inden døre frister Café Lindholm med en treretters menu - her skal du bestille bord på forhånd.

Fra klokken 17-20 spiller DJ Flis på terrassen og sikrer den perfekte sommerstemning for alle gæster – både ude og inde. Cirka 20.45 holder Jens Smærup Sørensen årets båltale. Han suppleres blandt andet af toner fra den danske sangskat ved kammerkoret Coro Misto.

Sankt Markus Kirke

Vil du holde dig indenfor, kan du fejre sankthans i Sankt Markus Kirke, hvor frivillige traditionen tro vil vise besøgende rundt i kirken, og hvor der er åbent i tårnet, så du kan nyde en fantastisk udsigt over området.

Der vil også være et opgaveløb for børn, som skal gå på jagt efter Sankt Hans i kirken. Hvis man har været rigtig dygtig, kan der vindes en lille præmie.️

Alle børn og voksne er velkomne, og der er gratis entré. Det hele foregår fra klokken 17.30-19.30.

Aalborg Streetfood

Også Aalborg Streetfood holder sankthans 23. juni, men her vil der ikke være optænding af bål. Streetfood lover dog, at der vil være masser af god stemning, hygge og lækker mad.

Du vil desuden kunne opleve levende musik med Marc Roland fra klokken 18 til 20.

Hvis vejret er godt, bliver sankthansaften holdt på terrasse, men hvis vejret ikke er som forventeligt rykker festivitasen indendøre.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...