Bør man overhovedet tænke grønt midt i coronakrisen, spørger klummeskribent Gittemarie Johansen

KLUMME: Bør man overhovedet tænke på bæredygtighed midt i coronakrisen?

Det er et spørgsmål, som jeg ikke blot har stillet mig selv mange gange i løbet af de seneste uger, det er også et spørgsmål, som mange omkring mig har stillet. Jeg forsøger i hverdagen at tage så mange grønne valg som muligt, så det er klart, at håndsprit, ansigtsmasker, gummihandsker og engangsservietter får mange til at tænke på, hvordan det lige hænger sammen med bæredygtighed.

Men er det overhovedet et passende spørgsmål at stille midt i en krise? Jeg synes, at det er aldeles passende lige meget hvilke omstændigheder, man står i. Det er vigtigt altid at tænke den grønne omstilling ind i vores hverdag, lige meget hvordan den ser ud.

Men der er ingen, der er perfekte, det gør sig gældende både med og uden corona, en krise som denne gør det blot tydeligere, at dét faktisk er tilfældet. Min zero waste livsstil handler for mig ikke om at sætte mit helbred over styr for at undgå en plastikpose, det handler om, at unødvendigt plastik bør undgås, og at vi sammen skal værne mere om vores resurser.

Hvor en plastikpose før måske havde været fuldstændig unødvendig, er den måske essentiel for at undgå smitte nu. Her tager jeg dybe indåndinger og prøver at huske på, at perfektion ikke er alt, og at vi først og fremmest skal passe på os selv og hinanden, ellers kan vi ikke passe på vores planet.

Jeg har funderet lidt over nogle forskellige måder, man kan være grønnere på - selv midt i coronakrisen. Sådan her prøver jeg i hvert fald at håndtere det. Jeg spiser lækker plantebaseret mad, og prøver at gøre det varieret.

Nogle dage er det en wrap med masser af grønsager, og andre dage er det en snasket burger (ja, de kommer også i veganske varianter). Jeg undgår at smide mest muligt ud ved at genbruge glasemballage herhjemme som vaser, opbevarings- og drikkeglas, samt ved at kompostere mit madaffald. Det er også en god anledning til at få lavet en masse supper og få tømt ud i fryseren, således man undgår mest muligt madspild.

Jeg prøver ikke at overforbruge mine resurser herhjemme, blandt andet noget så simplet som ikke at bruge for meget toiletpapir (for det er åbenbart en vigtig valuta nu om dage) og ikke at klaske tandbørsten ind i alt for meget tandpasta.

Små, og tilsyneladende ligegyldige, hverdagsforanstaltninger kan stadig have en stor effekt.

Noget andet, jeg prøver for at have en ”grøn isolations-rutine”, er at streame og bruge internettet så lidt så muligt. For det første så er mange sociale medier dækket i info om corona, og selvom det er vigtigt at holde sig opdateret, for det skal man selvfølgelig, så kan det også tage overhånd.

Man kan blive helt handlingslammet, hvis man bruger timer af sin dag på at sidde og gennemlæse de samme opslag igen og igen. Noget helt andet er, at internettet, og især streaming af film, serier og musik kommer med et relativt stort miljøaftryk, så i stedet for at få timerne til at gå med at sidde og trække timevis af film og serier ned fra skyen, så har jeg fundet et alternativ, som er en anelse grønnere.

Jeg læser simpelthen en bog, I know, vildt. Jeg sætter mig ned med en fysisk bog, og glemmer verden udenfor, det gør så meget godt for ens mentale helbred. Hvis jeg gerne vil se noget i fjerneren, så sætter jeg en af mine gamle DVD’er på. Mit genbrugsfjernsyn har ingen kanaler, så det eneste, det duer til, er at spille gamle Disney DVD’er - men det gør det til gengæld også rigtig godt.

Så bør man tænke bæredygtigt, selvom vi står midt i en krise? Mit svar er ja. Det er det af den simple årsag, at vi sagtens kan forholde os til to ting på én gang. At man forsat vælger at leve grønnere, er ikke ensbetydende med, at man ikke tager coronakrisen alvorligt, det bør det aldrig være. Vi må godt sprede vores opmærksomhed ud over flere områder, det tror jeg ligefrem kan være sundt, og det kan måske endda også være en god distraktion, når man sidder derhjemme, og føler ø-kulleren trænge sig på.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...