Band har flyttet jubilæumstour - men laver nu akustiske koncerter

AALBORG: Man har som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt. Om det er, hvad der sket for de evigt unge medlemmer af TV-2 skal være usagt. Men sikkert er det, at den aarhusianske kvartet nu alligevel kommer til Aalborg.

Bandet har nemlig netop annonceret en akustisk jubilæumstour med navnet Mens vi venter på den russiske vaccine. Turneen bringer bandet rundt i landet i november og december, og er man fan af Danmarks Kedeligste Orkester, så er det godt nyt.

Bandet med Steffen Brandt i spidsen spiller nemlig på Skråens Royal Stage fredag 6. november.

- Da coronaen ramte Italien, udtalte den legendariske filmmusikskaber Morricone, at nu måtte videnskaben klare arbejdet. Vi tror ikke, videnskaben kan gøre det alene. Sangene, fortællingerne og musikken har også et ansvar. Det vil vi gerne vise på vores akustiske tour ved at rykke tættere sammen og, på behørig afstand, hylde nærværet, fællesskabet og glæden. Og ikke mindst denne nye og anderledes tid, vi går i møde, lyder det fra bandet i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: Nærmest lykkelige: TV-2 fejrer fødselsdag i Aalborg

TV-2 kan netop her i 2020 fejre 40 års jubilæum som band, og det skulle, som vi tidligere har fortalt her på aalborg:nu, være fejret med en stor turné, der blandt skulle bringe bandet til Aalborghallen til november. Den koncert er dog udskudt til 2021.

Men nu har du altså alligevel chancen for at se dem i Aalborg her i efteråret og skråle med på udødelige klassikere som Bag duggede ruder, Alt hvad hun ville var at danse og De første kærester på månen.

Billetsalget til den akustiske tour begynder allerede i morgen, fredag 25. september, kl. 10. Du kan købe billetterne hos Skråen, på Copenhagen Musics hjemmeside eller ved at trykke her

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...