Bed din hjerne om at tie stille og kast dig ud i noget vildt

KLUMME: Al sund fornuft fortæller dig, at det er en super dum idé at hoppe ud af en flyver, og dine arme og ben gør en ihærdig indsats for at stoppe dig undervejs. Men skal den have lov at bestemme?

Jeg vil generelt mene, jeg er typen, der tænker mig godt om og lader fornuften råde i langt de fleste situationer. Størstedelen i min omgangskreds vil nok gå så langt som at kalde mig en kontrolfreak og nå ja, det er jeg måske også. Jeg kan i hvert fald bedst fungere, når jeg har dirigentstokken og ved, hvad dagen byder. Af samme årsag er et af mine værste mareridt surprise-fester. Hvem vil være hovedperson i en fest, de ikke kender til eller selv har planlagt? Hvor man ikke har det tøj på, man ville have haft, hvis man vidste det? Tanken om at alle ved noget, du ikke ved - pyha så hellere ananas på pizza.

Af samme årsag har faldskærmsudspring altid været lidt uden for min rækkevidde. Jeg ved godt, de sætter dig grundigt ind i tingene, og du ved, hvad der kommer til at ske. Vi skal hoppe ud af en flyver og falde med høj fart og alt det der. Ja ja. Men da jeg ikke er ekspert på området og ikke ville kunne bidrage med en flyvende fis i øjeblikket, så er jeg også uden kontrol i det, jeg i hvert fald føler, er en livsfarlig situation. Kan jeg magte det?

Det er nødvendigt at iføre sig en del udstyr, inden man går i flyveren og springer ud. Privatfoto

På trods af de ovenstående ting, så har jeg alligevel altid været til fart og spænding. Det er gået okay, hvis det er maskiner, som styrer løjerne. Eksempelvis i Tivoli hvor man sætter sig ind, og derfra er det mekanik, som sørger for tempo og sikkerhed. Selvom det ikke ligefrem er mig selv, der sidder ved knapperne, kan jeg leve med det.

Den store forskel til faldskærmsudspringet er, at det for det første ikke er en maskine, som er dobbelttjekket forfra og bagfra, og for det andet skal jeg selv være med til at beslutte, at vi skal hoppe ud.

En dag fik jeg så besøg af to friske fyre fra Faldskærmsklubben Nordenfjords i mit radiostudie, Mikkel og Anders. De to havde fået den vanvittige idé at slå Danmarksrekorden i flest faldskærmsudspring på én dag. De havde budgetteret med intet mindre end 60 af slagsen. Efter vores snak inviterede de mig til Sindal Lufthavn, for de synes da, jeg selv skulle prøve at springe.

Lars Andersen forklarer lidt om flyverens indretning. Privatfoto

Jeg blev lettere rødmosset og kunne allerede mærke svenden i håndfladerne. For hvor fedt ville det ikke lige være at gøre det? Om ikke andet når man (forhåbentlig) er tilbage på sikker grund.

Jeg tog imod tilbuddet og på en ellers helt almindelig tirsdag satte jeg GPS'en og drog nordpå.

Vejret var strålende. Blå himmel og ingen vind. Da jeg kommer ind ad døren, bliver jeg mødt af smilende mennesker i fuld gang med at pakke faldskærme. Ærligt mindede de mig om nogle gutter, som var ved at pakke deres telte sammen efter en veloverstået festival. Og her slog det mig; findes der egentlig tjeklister, de lige skal igennem, før de hopper? Er der sikkerhedsforanstaltninger? For det er jo ikke bare et telt, der skal pakkes i en, i øvrigt alt for lille, pose.

Så mødte jeg Lars Andersen. Han skulle være min makker i et såkaldt tandemspring, hvor vi er klikket forsvarligt sammen under hele turen. Han satte mig grundigt ind i udstyret og fortalte mig, hvad der ville komme til at foregå. Han beroligede mig med, at uanset om jeg kom til at glemme noget, så var han der. Jeg skulle egentlig bare fokusere på at nyde turen.

Kort efter bevægede vi os ud på flyvepladsen og fandt maskinen, der skulle få os fire kilometer (!) op i luften. For igen at være helt ærlig, så mindede den om flyveverdenens svar på en Toyota Aygo, hvor man har valgt at spare bagsæder, og den ene sidedør er væk. Der er ingen plads og kun et gulv at sidde på. Her klemte vi os så ind seks mennesker, og derefter lettede skidtet.

Her ses udsigten fra flyveren på vej op. Privatfoto

Det rumlede og blæste godt ind fra den store åbning på siden, men ingen registrerede det. De sad hver især og smilede og nød udsigten. Og ja besvares, den var virkelig smuk. Vi kunne se hele Nordjylland og ikke mindst skimte Sverige, hvilket egentlig bare gjorde mig ultra opmærksom på, hvor højt vi var oppe. Farten sættes ned, og de to første hoppede ud. Jeg var mildest talt i en følelse af chok, og det blev ikke meget bedre, da Lars sagde: "Så flyver vi lige et kvarter mere, så er det vores tur." Shit! Skulle vi højere op?! Ja. Først da vi kunne se vores egen ånde, var det vores tur.

Han spurgte afslappet: "Er du klar?". Mit svar: "Nej, men det bliver jeg heller aldrig, gør hvad du skal og få os afsted!". I en elegant bevægelse fik han os drejet mod døren. "Jeg hænger dig udover først, men jeg sidder stadig herinde". Øh okay, der hang jeg så med hele kadaveret ud af en flyver i fire kilometers højde! "Op med fødderne og tilbage med nakken, så springer vi".

Her er det tandem-makkerparret lige inden springet. Privatfoto

Her overtog min reptilhjerne, jeg gjorde, hvad manden sagde. Det var det eneste, jeg kunne forholde mig til i situationen og vupti, så mærkede jeg følelsen af at falde. Da vi lå der i luften som en bøjet banan, begyndte jeg at grine. Faktisk har jeg aldrig grinet mere i hele mit liv. Vi falder med omkring 200 kilometer i timen, og det suser for ørerne, men jeg var ikke længere bange. Måske chokket havde lammet mig, jeg ved det ikke. Pludselig lød der et plaf, og det rykkede i hele min krop. Faldskærmen var slået ud, og nu hang vi bare der. Alt blev stille på et sekund, og nu var tempoet til, at man bare kunne nyde udsigten over vores smukke Nordjylland. Vi landede efter syv minutters tid sammenlagt. Mit hjerte hamrede afsted, og jeg var pivhamrende stolt. Hold nu op hvor var det fedt.

Jeg er ikke i tvivl om, jeg ville gøre det igen en anden gang. Men det er nødvendigt at bede hjernen om at tage en pause imens. Jeg er i hvert fald en kæmpe oplevelse rigere og ikke længere så forskrækket over at lade andre tage styrepinden for en stund.

Du kan se videoen.