Bedre end Tasty Cheese? Ny Cunningham-burger på McD
Først fik vi Bearnaise-burgeren og nu er turen kommet til Sticky Lemon Chicken-burgeren
Det kom måske som lidt af en overraskelse for mange, da michelinkokken Paul Cunningham fra Henne Kirkeby Kro i Vestjylland sagde ja-tak til at lancere en burger i samarbejde med fastfood-mastodonten McDonald's. Det blev til en burger i Homestyle-familien tilsat en god klat bearnaise, kartoffel sticks og løgpure.
Og bare en smule populær har den tydeligvis været, for udover at have været udsolgt få dage efter lanceringen, har flere måtte gå forgæves efter den bearnaisefyldte burger. Og allerede dagen efter, at bearnaise-burgeren blev taget af menukortet, fik vi altså præsenteret endnu en burger i samarbejde med Paul Cunningham.
På aalborg:nu har vi selvfølgelig taget en for holdet og prøvesmagt den nye burger, så du ikke behøver.
Hvordan er burgeren?
Den nye burger består af citronmayo med jalapenos, citronglaze, forårsløg, salat, briochebolle og et sprødpaneret stykke kyllingelår uden ben.
Det første møde med burgeren er positivt. På trods af en gåtur på nogle hundrede meter, er burgeren stadig lun, da vi får løftet låget til herligheden. Den stegte kylling ser ud til at fylde godt i burgeren, men som det så tit sker med McDonald's burgere, er både dressing og garniture på vej ud af burgeren.
Vi må dog alle sammen erkende, at det ikke ligner en klassisk McDonald's burger, og den ser overraskende indbydende ud. Med en pris på hele 60 kroner, er det også det mindste, man kan forlange af en fastfoodburger.
Om burgeren er prisen værd, er der dog delte meningen om.
- Jeg kan godt lide den. Det er min yndlings, lyder dommen fra nu:agent Victoria Skibsted.
- Den smager for meget af citron, mener nu:agent Alberte Hjorth Nilsson, der hellere foretrækker en Tasty Cheese.
- Men ligesom med fastelavnsbollesmagningen , skal man ikke lytte til min mening, lyder det ærligt fra Alberte.
Burgeren er dog hurtigt væk, og både vores marketeer Anne Norre Hansen og Victoria er enige om, at det er en burger, hvor man virkeligt kan smage de enkelte råvarer.
- Jeg kan smage citronen fra kyllingen helt tydeligt, uden at det bliver for meget. Jeg kan også tydeligt smage forårsløgene og dressingen, og kyllingen smager rent faktisk af kylling, siger Victoria.
- Jeg er helt enig. Paneringen på kyllingen er stadig sprød, og kyllingen er både saftig og fuld af smag. Det er ikke bare en tarvelig kyllingenugget, siger Anne.
Bedømmelsen: Den kan godt spises igen
Hvor mange stjerner burgeren fortjener, afhænger dog lidt af om, du sammenligner alle burgere med en Tasty Cheese eller om en burger også godt må smage af andet end Tasty Cheese- dressing.
Alberte giver burgeren 2,5 ud af 5 stjerner og siger, at den da er helt fin, men nok ikke pengene værd - en Tasty Cheese koster til sammenligning kun sølle 15kr.
Victoria og Anne giver begge burgeren 4 ud af 5 stjerner, og er enige om, at den kunne de godt spise igen.
Kunne du selv tænke dig, at prøvesmage burgeren, finder du den på McDonalds-restauranter fra d. 13. april og frem til den 28. juni.