På mandag kan Betina Esko endelig åbne sin nye salon på Mølleplads. Arkivfoto: Lasse Sand
Shopping

Betina glæder sig til at se kunderne igen

Betina Esko kan endelig genåbne sin frisørsalon - endda i nye lokaler. Se her hvilke andre erhverv, der også er klar på mandag

17. april 2020 kl. 18:19

AALBORG: Kundelisten af alenlang. Og det hele lidt kaotisk lige nu, må Betina Esko indrømme.

Siden hun tidligt i morges fik at vide, at landets frisører og dermed hendes nye Esko Hair Studio på Mølleplads må åbne på mandag, har hun haft rygende travlt.

- Vi har i hvert fald 100 kunder på listen, som gerne vil klippes, så jeg er helt ør i hovedet af at tale i telefon, fortæller hun.

Esko Hair Studio var godt i gang med at flytte fra Brandstrupsgade til de nye lyse lokaler på Mølleplads, da coronaen satte en brat stopper for det hele.

Den seneste måned uden kunder er derfor blevet brugt på at blive helt færdig med at sætte lokaler i stand.

- Men nu glæder vi os virkelig til at komme i gang. Og jeg glæder mig selvfølgelig også til at kunne vise mine kunder alt det nye, siger hun.

Salonen har tidligere ligget i Brandstrupsgade og skulle være åbnet i de nye lokaler 23. marts - men det satte coronaen en midlertidig stopper for. Arkivfoto: Lasse Sand

Når salonen slår dørene op kl. 08.30 mandag morgen, bliver det med en lang række ændringer i forhold til normalen.

Selv om de er ti frisører i salonen, må der kun være fem på arbejde ad gangen. Alt skal løbende sprittes af, der er ingen blade at læse i, og kunderne skal have et nyt slag på hver gang.

Der må tilsvarende også kun være fem kunder ad gangen, så man må vente udenfor til det bliver ens tur.

- Når der går en ud, må der komme en ny ind, så vi ikke har nogen overlap, siger Betina Esko og tilføjer, at der fortsat er en række behandlinger, de ikke udfører.

Det gælder blandt andet farvning og retning af bryn og vipper samt klipning af skæg.

- Vi laver ikke de ting, hvor vi har rigtig tæt kontakt med kunderne, forklarer hun.

De åbner også

Udover frisører oplyser Erhvervsministeriet til TV 2, at følgende erhverv også må helt eller delvist genåbne fra mandag 20. april:

- Fysioterapeuter

- Kiropraktorer

- Ergoterapeuter

- Osteopater

- Kliniske Diætister

- Fodterapeuter

- Optikere

- Psykologer

- Tandområdet, herunder kliniske tandteknikere, tandlæger og tandplejere

- Høreområdet

- Private hospitaler og klinikker

- Skønheds- og massageklinikker

- Kropsplejeklinikker

- Spaklinikker

- Tatovører og piercingklinikker

- Øvrige lokaler, hvor der leveres tjenesteydelser, som efter deres karakter indebærer tæt fysisk kontakt til kunder, og solarier.

- Køreskoler

Annonceret indhold

Nyeste