I kælderen under Hovedbiblioteket i Aalborg opdagede man insekter, der bl.a. æder bøger, dokumenter og malerier. Arkivfoto: Lasse Sand
Livet her

Bibliotekarens skræk: Insekter, der æder bøger, fundet på Aalborg bibliotek

Medarbejder på hovedbiblioteket i Aalborg opdagede skægkræ i kælderen - insektet æder bl.a. bøger

18. august 2022 kl. 14:43

AALBORG: Bogorm, der sluger romaner i store mængder, er mere end velkomne på biblioteket. Men insekter, der bogstavelig talt gumler og gnasker sig gennem bøger og andet papir, er enhver bibliotekars mareridt.

Der blev da også reageret prompte, da en medarbejder på Hovedbiblioteket i Rendsburggade i Aalborg i begyndelsen af juli opdagede nogle eksemplarer af insektet skægkræ i bibliotekets kælder. Et firma blev tilkaldt og sprøjtede kælderrummene, for at udrydde skadedyrene.

Skægkræ. Arkivfoto

Skægkræ æder bøger, dokumenter, tapet og andet af papir, så af indlysende grunde skulle der reageres hurtigt, inden kræene eventuelt bredte sig til andre bøger og materialer i kælder og udlån.

- Det ville være ubehageligt, hvis de for alvor havde invaderet selve biblioteket, så vi er naturligvis lettede over, at vi opdagede dem så hurtigt, siger bibliotekschef Kristine Nygaard, Aalborg Bibliotekerne.

Skægkræene blev fundet i nogle poser, der kom retur til biblioteket efter at have været udlånt til børnehaver og dagplejere.

Skulle nogle af bibliotekets gæster have fået skægkræ eller andet kryb med hjem i en bog, må man meget gerne give biblioteket besked. Man regner med at have fået ram på kræene i denne omgang, men der bliver sprøjtet en ekstra gang i september.

Annonceret indhold

Nyeste