Sommerferie er lig med lavt gear og nærvær - få ideer til, hvad du kan læse for børnene

AALBORG: Sommerferie betyder for mange at komme ned i gear, tid til nærvær og rum til fordybelse.

Derfor er sommerferien en oplagt mulighed for fælles læseoplevelser med familien. Lækre stunder, hvor I kan krybe sammen omkring bålfadet i sommerhuset, læse i lommelygtens skær i igloteltet eller sidde sammen på terrassen med en rigtig god højtlæsningsbog. Du kan garanteret selv huske, hvor hyggeligt det er at få læst historier højt. Her er Aalborg Bibliotekernes tre gode bud på sommerhøjtlæsning.

Magnolia af Skagerrak Af Bent Haller – højtlæsning fra 6 år.

Det her er en dejlig sommerfortælling om Magnolia på 6 år, som sammen med sin storebror er på sommerferie hos mormor og morfar i sommerhuset ved Skagerrak. På en fisketur ved stranden fanger Magnolia en underlig fisk, som hun tager med tilbage til sommerhuset. Den er ikke lækker nok til aftensmaden, men fisken sætter tankerne i gang og en fantastisk fortælling udfolder sig.

Historien bringer dig tilbage til din barndomssommerferie ved havet. Bent Haller skriver, så du får sand mellem tæerne, solbrun næsetip og duften af hav i næseborene. En sommerfortælling, som kan genlæses sommer efter sommer eller en kold vinter, hvor man længes mod varme, hav og sand mellem tæerne.

Du kan se mere ved at trykke her eller finde Magnolia af Skagerrak som lydbog på eReolen ved at trykke her

Jake Atlas – Smaragdslangens grav Af Rob Lloyd Jones

Følg Jake på vild jagt i egyptiske gravkamre. Sammen med sin søster Pandora skal Jake finde Osiris-mumien før medlemmerne af en hemmelig kult, som for øvrigt lige har kidnappet deres forældre.

Jake og Pandora er udstyret med de vildeste gadgets, og der er action for alle pengene i denne bog, hvor vores ønskeseddel for fede gadgets bliver længere og længere for hver læst side.

Rob Lloyd Jones er inspireret af filmene Indiana Jones og Mission Impossible, og det lykkes ham i den grad at skrive en genial actionbog, der skriger på at blive filmatiseret.

Læs den højt for hele familien fra 9 år eller bare læs den for dig selv - og husk at trække vejret undervejs!

Du kan se mere ved at trykke her eller finde Jake Atlas som ebog (på engelsk) ved at trykke her

Træet Af Oliver Jeffers

Billedbogen Træet udfordrer fantasien og sætter tankerne i gang. Fredes drage sidder fast i et træ, men hvordan skal han få den ned? Han kaster sin sko op i træet i håb om, at den kan få dragen til at falde ned - men hov! Nu sidder skoen også fast. Sådan fortsætter han med at kaste alle mulige og umulige ting op i træet. Mon Frede nogensinde får sin drage igen?

Oliver Jeffers har med Træet lavet en vidunderlig billedbog, der giver fantasien et boost, men også mulighed for at snakke om tyngdekraft, og hvad mon Frede ellers kunne gøre. Der er indbygget risiko for, at I pludselig står i haven og kaster ting op i et træ for at se, hvad der kunne virke for jer.

Træet er en smuk billedbog for hele familien. Fra 3 år og op

Du kan se mere ved at trykke her

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...