Juletid er afslapningstid. Se her, hvad du kan læse i ferien

AALBORG: Lige om lidt er det tid til julemad, julegaver, julesang, juleslik og julefest. Men det er også tid til julefordybelse.

For når anden er spist, den sidste gave er pakket ud, og julefreden sænker sig, da bliver juletid til læsetid. Til det har Aalborg Bibliotekerne fundet fem af årets bedste bøger frem, som du kan hygge dig med i juleferien.

Aalborg Bibliotekerne

Smuk, ordløs billedbog: ”Bare en lille gåtur” af Sven Nordqvist

Det er ikke en helt almindelig ”lille gåtur”, man er på, i denne smukke, ordløse billedbog skrevet af ophavsmanden til Peddersen og Findus-bøgerne, Sven Nordqvist. Det er en imponerende verden, man træder ind i, bygget på stor idérigdom. Man følger en dreng, der går tur med sin hund, i spændende universer med ting, der slet ikke er som i virkelighedens verden. Her er til timevis af underholdning!

Aalborg Bibliotekerne
PR-foto

Stemningsfuld graphic novel: Passagen af Simon Stålenhag

Den forældreløse Michelle er på en rejse gennem et dystopisk USA for at finde sin bror. Vi oplever, gennem Simon Stålenhags eminente og stemningsfulde helsides digitale illustrationer, et samfund på randen af selvudslettelse, og hvor befolkningen er blevet sanseløse netjunkier, forenet via specielle hjelme. En meget smuk og uafrystelig udgivelse, der giver stof til eftertanke.

Aalborg Bibliotekerne
PR-foto

Lækker poesi: Til den smukkeste af Mette Moestrup

Dette er noget af det absolut lækreste danske poesi i år. En humørfyldt, eksperimenterende og delikat digtsamling, der tager sit udgangspunkt i den antikke myte om splidens gudinde, Eris, som kaster et æble med inskriptionen ”til den smukkeste” ind til en fest og starter den trojanske krig. Bogen flyder mellem fiktion og virkelighed og består af 117 digte om æbler, kærlighed, krig, ensomhed og fryd.

Aalborg Bibliotekerne
PR-foto

Hæsblæsende spænding med humor: Proxy af Steffen Jensen

Proxy har simpelthen det hele. Den har godt sprog og højt tempo hele vejen igennem. Den har spænding, den har en vanvittig og udspekuleret morder, som lægger spor ud til politiet. Den har en fantastisk humor, der konstant får dig til at smile. Og så har den et anderledes plot og en hæsblæsende afslutning med et overraskende slag med halen.

Julen varer lige til påske: Fra alle os til alle jer af Walt Disney Studio

"Fra alle os til alle jer" er en utrolig smuk og flot bog, der emmer af julestemning og hygge. Alle historierne er fyldt med de kendte illustrationer fra filmene, så der er masser af genkendelighed. Den virker både som højtlæsning og som hyggelæsning for både børn og voksne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...