Biblioteket anbefaler: Nytårsforsæt i bogform
Aalborg Bibliotekerne har set nærmere på, hvordan vi sikrer os, det nye år bliver alt andet end det forgangne
AALBORG: 2020 har været et helt igennem underligt, uregerligt og uigennemskueligt år.
Det har sat sig i os - i vores verdenssyn og selvforståelse - og ganske givet også i de ønsker, vi har til det nye år.
Hvor nytårsforsættene tidligere har handlet om kostomlægning eller motion, er der for mange sneget sig lidt mere værdiladede og relationsnære nytårsønsker ind.
På Aalborg Bibliotekerne har nogle af litteraturformidlerne kigget nærmere på, hvilke forsæt de har taget med ind her i 2021 - og hvilke bøger de vil skæve til for vejledning eller inspiration - for at komme godt fra start.
Mere taknemmelighed
Jørgen Dissing Nørgaard er selv forfatter og kunstnerisk leder af Ordkraftfestivalens Generatorscene.
Han anbefaler Essensen - et essay om den spirituelle strømning fra øst til vest af Jes Bertelsen (Peoples Press, 2020) som sit nytårsforsæt til 2021
- Mit nytårsforsæt er at øve mig i taknemmelighed og gennem den taknemmelighed at elske det hele. Derfor læser jeg lige nu Essensen - et essay om den spirituelle strømning fra øst til vest.
Det handler jo ikke om penge og materiel velstand, vel - det handler om det åndelige og kærligheden, jo!
Læs mere om Essensen ved at trykke her
Mere mening
Marianne Agger er projektkoordinator og tidligere ansvarlig for Hovedbibliotekets Børnebibliotek.
Som sit nytårsforsæt anbefaler hun Det hele handler ikke om dig af Niels Overgaard (People’sPress, 2020).
- Ikke et ord om corona i 2021 (man kan vel forsøge at have det som et nytårsforsæt), men hvad gør man, når der sker noget i ens liv, man ikke kan kontrollere?
Det sker jo hele tiden i større eller mindre omfang. Jeg vil blive klogere på, hvordan jeg kan takle livets uforudsigelighed i denne fine bog, der med hjælp af stoisk filosofi som baggrundstæppe kan hjælpe mig med at få et nyt syn på mit liv og mine handlemuligheder. Uden at det hele skal handle om mig naturligvis….
Læs mere om Det hele handler ikke om dig ved at trykke her
Mere kage
Ove Hesselbjerg Rasmussen har de seneste år været en af hovedkræfterne bag Ordkraft og et fast indslag på bibliotekets bogcaféer.
Han anbefaler Majas kager af Maja Ambeck Vase .
- Jeg elsker kager !!! Mit nytårsforsæt skal være at kunne bage alle kagerne i Maja Ambeck Vases dejlige bagebog Majas kager.
Lakridskage med hvid chokolade og hindbær, chokoladerærte, hvid ribstærte, lun blåbær crumble, citronlagkage og mange flere.
Du kan også gå på opdagelse i Majas desserter og Majas chokolade, dessertkager.
Læs mere om Majas kager ved at trykke her
Mindre repeat
Fra tidligere ved Aalborg Bibliotekerne også, at en række emner er populære, når man ved årsskifter kigger sig selv i øjnene.
Og med 2020 i bakspejlet er der vist ingen, der ønsker en gentagelse. Her er en række litteraturlister du kan tage udgangspunkt i, når du vil skabe forandring i dit ‘21.
Kostomlægning - Go’ fordøjelse, færre Coronakilo
Bæredygtighed og klimaambitioner
Nye hobbies og hjemmeprojekter