Mange kan se frem til en hjemmeferie i den kommende uge. Aalborg Bibliotekerne er klar med ideer til, hvad både store og små kan læse

AALBORG: Selvom der står vinterferie i kalenderen for mange, så kommer feriedagene til at ligne vores coronahverdag til forveksling.

Der er dømt hjemmeferie for de fleste, og der er ikke alverden at give sig til, når alt er lukket.

Når du nu ikke kan komme ud og opleve en masse, kan du heldigvis i stedet forsvinde ind i bøgernes verden.

Aalborg Bibliotekerne har fundet fem bøger, der på hver sin måde lader dig tage flugten væk fra virkeligheden. Bare for en stund.

Aalborg Bibliotekerne
PR-foto

Mit hemmelige liv af Jenny Fagerlund

Jenny Fagerlunds bøger er klassiske feelgood-bøger.

I Mit hemmelige liv arver Moa sin farmors gamle lejlighed og en hund, og hun finder ud af, hvor forskellig hun er fra sin kæreste, der hader hunde og vil have den allernyeste lejlighed.

Har du læst alt af Jenny Colgan og Lucy Dillon, skal du kaste dig over Fagerlund som det næste.

Find Jenny Fagerlund på eReolen eller ved at trykke her

Aalborg Bibliotekerne
PR-foto

Min kamp 1 af Karl Ove Knausgård

Hvis du ikke er så god til at tage virkelighedsflugten ind i fantasiens verden, kan du i stedet forglemme dig i Karl Ove Knausgårds hyperrealistiske skildring af at vokse op og blive til. Hverdagen og det banale rummer eventyr nok i sig selv.

Går du først i gang med Knausgårds Min Kamp-serie, er der fremragende læsestof til en del dage derhjemme.

Find Min kamp 1-6 på eReolen eller ved at trykke her

Aalborg Bibliotekerne
PR-foto

Løg trækker tårer af Dorrit Willumsen

Der er noget sært beroligende ved at være i selskab med flyvske Wendy i denne lille perle af en absurd roman.

Da Wendys eBoks lukker, og alle glemmer hendes fødselsdag, tager hun sin ulvepels og går hjemmefra.

Hun indretter sig i smug i skunken i en tom lejlighed, men så flytter en yngre revisor ind.

Løg trækker tårer på eReolen eller ved at trykke her

Aalborg Bibliotekerne
PR-foto

Kafka på stranden af Haruki Murakami

Den 15-årige dreng, Kafka, flygter hjemmefra og drages mod øen Shikoku.

Det samme gør den sære, ældre mand Nakata og sådan begynder en række mystiske og poetiske hændelser at udfolde sig.

Romanen er den ultimative virkelighedsflugt ind i uvist terræn i to dimensioner.

Slå din intuition til og nyd så bare Murakamis fantastiske fortælleevne.

Find Kafka på stranden på eReolen eller ved at trykke her

Aalborg Bibliotekerne
PR-foto

Drengen, der fik ting i hovedet - ”hjælp, jeg er klog!” af Kasper Hoff

Drengen Karl har det med at få ting i hovedet.

I denne bog i serien har borgmesteren besluttet at lukke byens bibliotek, og da en helikopter henter bibliotekets bøger, går nettet i stykker og BUM! Karl får alle bibliotekets bøger i hovedet.

Nu er Karl megaklog, og han udnytter sin nye viden til at vinde et quizshow, han jagtes af fans, fordi han ved ALT og af gangstere, fordi han er så rig og flere vilde ting.

Serien om drengen, der fik ting i hovedet, er genial, fordi den er total urealistisk, mega fjollet og ikke til at gennemskue. Og så har den de fedeste tegninger.

Find Drengen, der fik ting i hovedet på eReolen eller ved at trykke her

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...