Katrine Schousboe
Billigbussen pendulfart.dk kører fra rutebilstationen direkte til Musikkens Hus i Aarhus. Arkivfoto: Jesper Thomasen

Færdselsstyrelsen mener, at det nye selskab pendulfart.dk, der kører mellem Aalborg og Aarhus, overtræder lovgivning

AALBORG: Det er kun få dage siden, at det nye busselskab pendulfart.dk lancerede en rute mellem Aalborg og Aarhus med priser fra bare 25 kr. for en tur.

Men nu har Færdselsstyrelsen meldt hjemmesidens moderselskab Colour Tours ApS til politiet.

Ifølge en pressemeddelelse sker det, fordi styrelsen vurderer, "at selskabet overtræder eller tilskynder til overtrædelse af lov om trafikselskaber (...) idet virksomheden har lanceret ulovlig rutekørsel".

Der er en del restriktioner på det danske marked for buskørsel. Selskaber, der kører mellem større byer på såkaldte fjernruter, må ikke åbne på kortere distancer som f.eks. Aalborg-Aarhus, fordi en fjernrute skal gå gennem tre regioner.

- Momondo for busser

Overfor aalborg:nu har presse- og salgsleder i Colour Tours Thomas Jensen tidligere beskrevet pendulfart.dk som en art Momondo for busture.

- Alle kan køre turistture, og det er sådan set det, vi har sat i system, sagde han i forbindelse med åbning af ruten.

Selskabet har nemlig en række vognmænd tilknyttet, og når de kører ture til Aalborg eller Aarhus køber pendulfart.dk sig ind på bussens resterende pladser. Men det er altså denne konstruktion, som Færdselsstyrelsen nu vil have politiet til at kigge på.

Hos Colour Tours bekræfter man at have modtaget beskeden om politianmeldelsen, og de vil senere i dag, torsdag, udsende en mere uddybende erklæring.

Pendulfart.dk kører omkring 50 gange om ugen mellem Aalborg og Aarhus.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...