Billige og centrale kvadratmetre til iværksættere
GrowAAL får base i Vestbyen
Aalborg skal være en iværksætterby i verdensklasse.
Sådan lyder det fra blandt andet NOVI, som kommer til at står for den daglige drift på et nyt iværksætterhus med navnet GrowAAL, der slår dørene op i februar 2019.
Huset får adresse på C. A. Olesens Gade 4 i Vestbyen. Iværksætterhuset er med sine fire etager og 3.300 kvadratmeter et helt nyt koncept, hvor der både er mulighed for at leje en enkelt kontorplads, et kontormiljø og at blive tilknyttet huset som drop-in bruger.
– Med GrowAAL drop-in får man, for et mindre beløb, fri adgang til loungen på 4. etage, hvor der er rig mulighed for at arbejde, drikke kaffe og netværke med andre iværksættere. Samtidig får man adgang til fx husets mødelokaler, forklarer Direktør for NOVI, Henrik Lundum.
Det er på opfordring af en række af Aalborgs erhvervsorganisationer, huset bliver opført.
– Med GrowAAL forventer jeg, at vi i højere grad kan skabe de optimale rammer for at fastholde og inspirere iværksættere i Aalborg. Erfaringer viser, at iværksættere opnår de bedste muligheder for at lykkes, når de bringes sammen og kan bringe hinandens kompetencer i spil, siger Steen Royberg, formand for Erhverv Norddanmark og medlem af formandskabet for Aalborg Erhvervsråd.
Også Aalborg Kommune byder det nye væksthus velkommen.
– For mig er det vigtigt, at vi som by har et sted, hvor iværksætternes drømme er lidt tættere på at blive til virkelighed. Vi har brug for de idéer, virksomheder og jobs, som iværksættere skaber, siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen.