John var det perfekte match både for datteren og for butikken

Da Bent Dragsbæk slog dørene op for B&O i 1972, var det med en brændende passion for æstetik, lyd og billeder. Hans tanker, drømme og ildhu har brændt sig fast i selve sjælen af B&O i Aalborg og har båret den til det, den er i dag.

Passion og en hel del kærlighed - både til det danske design og mellem mennesker. For det er langt fra sikkert, at det havde været muligt at holde 50 års jubilæum i Vingårdsgade, hvor butikken i alle årene har haft til huse, hvis ikke Bent Dragsbæks datter, Henriette, havde truffet John Mortensen og forelsket sig i ham.

- Jeg blev ansat i 1976, og to år senere blev Henriette og jeg kærester, fortæller John Mortensen med et lille smil.

Ung kærlighed

At chefen skulle blive hans svigerfar var ikke planlagt. John Mortensen havde, lige som mange unge i dag, været så frygtelig meget i tvivl om, hvad han skulle med sit liv.

Han valgte at søge ind som elev i teknikafdelingen i B&O, da han havde været i erhvervspraktik der. Men efter et stykke tid viste det sig, at det var salg, der trak mest. Bent Dragsbæk gav ham et job, og John Mortensen så sig ikke tilbage.

Men han så Henriette, der var i lære i bogholderiet.

- Jeg er ikke i tvivl om, at svigerfar havde sine betænkeligheder ved det. Men han tog det pænt, fortæller John Mortensen og ler - de var jo ganske unge begge to, endnu ikke 20 år.

Men det viste sig, at Henriette Dragsbæk og John Mortensen har været perfekte for hinanden, både i arbejdslivet og på hjemmefronten.

De har ikke kun formået at videreføre den drøm, Bent Dragsbæk havde, da han etablerede B&O i Aalborg, men udbredt familiefirmaet til Aarhus efter en kort afstikker til Herning i de unge år.

Butik og børn

Sammen har Henriette og John skabt et æstetisk åndehul i Aalborg, hvor man i disse dage kan opleve en sammensmeltning af det hotteste fra nutid og fortid. Gamle radioer og fjernsyn står side og side med de nyeste designs, hvor fjernsynet er et møbel og en æstetisk oplevelse frem for bare en brugsting.

Og så har de fået to sønner og været enige om at prioritere ikke blot butikken og børnene, men også hinanden. John Mortensen er ikke i tvivl om, at det er årsagen til, at de i fællesskab kan fejre 50 års jubilæum i Vingårdsgade.

- Vi har altid prioriteret at have fritid sammen med børnene og har rejst over hele verden. Henriettes moster og onkel havde en boghandel, og de holdt aldrig ferie, for de havde ingen til at afløse dem. Det var vi helt enige om, at sådan skulle det ikke være. Vi skulle have det sådan, at vi kunne tage fri og være sammen, fortæller John Mortensen.

Han lægger ikke skjul på holdningen om, at man ikke kan levere det optimale, hvis man ikke også finder ro og lader op.

- Det var vi tydelige omkring overfor medarbejderne. De skulle ikke ringe, medmindre de havde solgt butikken eller den var brændt, ler John Mortensen, der føler sig taknemmelig for, at livet blev, som det blev.

At han lige her i Aalborg, i denne bygning, mødte den perfekte kvinde for ham, lige som hun mødte den perfekte mand - både for hende og for B&O i Aalborg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...