Nu kan du gå mere eller mindre direkte ind fra gaden og blive gift

AALBORG: Først kom drop-in-dåben .... nu kommer drop-in-brylluppet.

Fra denne sommer bliver det nemlig muligt at gå ind fra gaden og blive viet i Aalborg Stift.

Det er Vor Frue Kirke, der 12. juli åbner dørene for stiftets første drop-in-bryllupper mellem kl. 12 og 17.

- Vi forventer, at det bliver en mega festlig dag med en fantastisk stemning. Vi regner med, at der er mange par rundt omkring, som egentlig gerne vil have både papirerne i orden og en kirkelig handling. Mange synes, at brylluppet i kirken er det mere ”rigtige” bryllup. Derfor forventer vi stor tilstrømning den dag, ligesom man har set det i København, hvor der også har været afholdt drop in-bryllupper, siger Sophie Nordentoft, der sognepræst i Vor Frue.

Hun tilføjer, at hun håber, at den afslappede form vil sætte tanker og diskussioner i gang hos mange omkring, hvad selve kernen ved en vielse er. Her handler det ikke om festen, maden, det fine tøj, limousinen eller hvad der ellers kan være at store forventninger koblet på et traditionelt bryllup.

- Ved en drop in-vielse har vi skåret helt ind til kernen til selve det, det handler om, nemlig at sige ja til hinanden, siger hun i en pressemeddelelse.

Det er dig helt frit for, om du vil invitere gæster med til drop-in-brylluppet, eller du bare vil stille med din tilkomne. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

Sådan sker det

Der er ingen krav om, at man skal bo i Vor Frue sogn for at blive gift 12. juli. Alle er velkomne - om man bor i et andet sogn eller en anden by, betyder ikke noget, understreger sognepræsten.

Det er dog et krav, at en af parterne er medlem af folkekirken, og man skal samtidig medbringe en ægteskabserklæring - også kaldet prøvelsesattest - fra bopælskommunen.

Herefter skal man bare møde op i kirken med papirer og ID klar. Man får derefter en kort samtale med præsten inden vielsen (eller velsignelsen) går i gang.

Brylluppet varer omkring 15 minutter med musik, en salme og ritual foran alteret.

Man er velkommen til at invitere venner og familie eller man kan vælge en vielse bare for to.

Du kan læse mere om drop-in-brylluppet på Vor Fru Kirkes hjemmeside

Sognepræst Sophie Nordentoft håber, at muligheden for drop-in-bryllup vil sætte tanker og diskussioner i gang hos mange om, hvad kernen ved en vielse er. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...