Fremtidens elever på Aalborg Tekniske Gymnasium kan vælge en særlig studieretning, der byder på alt fra lyssætning til teatermakeup

Mediebilledet er under konstant forandring, og vi når knapt at danne os et overblik, før vi er videre til noget nyt. Af samme årsag har vi brug for studerende, der forstår virkeligheden, som den er, og ikke mindst formår at forholde sig kritisk til den. Det er pointen fra Aalborg Tekniske Gymnasium, som er klar med en helt ny studieretning, der har blik for netop det. Den hedder Film og Medier, og den vil blive præsenteret til gymnasiets åbent hus arrangement 18. november i lokalerne i Friis.

- Det har været et intenst og hårdt stykke arbejde, og vi mangler endnu de sidste små detaljer, men mest af alt glæder vi os bare ualmindelig meget til at præsentere vores unikke indhold for de nye kommende studerende, siger mediefagsunderviser Malene Moesgaard Ludvigsen og fortsætter:

– Vi er stolte af at kunne sige, at vores studieretning er helt særegen i gymnasielandskabet. Og visionen er da også at være alt det, en studieretning endnu ikke har kunnet tilbyde unge ambitiøse film- og medieinteresserede.

Film og Medier er en ny studieretning på Aalborg Tekniske Gymnasium, der har blik for videoproduktion og det foranderlige mediebillede. Foto: Aalborg Tekniske Gymnasium

Vil lægge sig op ad AAU

På HTX er teknik, kreativitet, kommunikation og innovation vigtige nøgleord. Og de er med til at sætte rammerne for den nye studieretning.

– Vi ønsker at styrke elevernes praktiske og produktionsmæssige kompetencer og samtidig sikre tid til fordybelse i samarbejde med erhvervslivet, hvor eleverne skal løse reelle cases, fortæller Malene Moesgaard Ludvigsen.

– Samtlige obligatoriske fag kommer til at indgå i studieretnings profil. Vi vil for eksempel arbejde med lys, lyssætning og lysbrydninger i fysik og teatermake-up og blodsprægninger i kemi. Det er kun fantasien, der sætter grænser, siger hun.

Aalborg Tekniske Gymnasium ønsker, at Film og Medier skal være en gennemgribende rød tråd i alt det arbejde, eleverne laver på gymnasiet. Det bliver langt hen ad vejen sag frem for fag med gruppearbejde og projektarbejde i front, og på den måde vi de lægge sig op ad Aalborg Universitets profil.

– Vi vil være bedst, og det kræver, at vi kender vores egne begrænsninger. Vi kan rigtig meget selv, men der er også ting, hvor det giver mening at hente kræfter udefra. Vi vil derfor invitere lyddesignere, manuskriptforfattere og instruktører indenfor, så vores elever har virkelig noget at glæde sig til, siger Malene Moesgaard Ludvigsen.

De fremtidige elever har en masse at se frem til på HTX. Foto: Aalborg Tekniske Gymnasium
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...