
Bliver Mortens Kro Årets Restaurant?
Svaret falder på søndag - indtil da forsøger Morten Kok at bevare benene på jorden
AALBORG: Han indrømmer gerne, at han er nervøs. På en god måde. Men også den måde, der giver lidt kriller i maven.
For selv om Mortens Kro i Mølleå Arkaden i år kan fejre 20 års jubilæum, og dermed for længst har bevist sin eksistensberettigelse, så er Morten Kok alligevel mere end almindeligt spændt forud for søndagens prisuddeling.
- Vi glæder os selvfølgelig, men jeg kan da heller ikke lade være med at glæde mig lidt, til det er overstået, siger han.
Det er Den danske Spiseguide, der traditionen tro kårer Årets Restaurant. I år sker det ved et arrangement på Frederiksminde i Præstø, og Morten Kok og fire nøglemedarbejdere fra Mortens Kro skal af sted for at følge uddelingen på nærmeste hold.
- Kroen er lidt mit barn. Og som alle andre forældre er jeg jo stolt af mit barn, derfor betyder det også meget for mig, hvis den klarer sig godt, siger han.
Seks restauranter er nominet til titlen - med Mortens Kro som den eneste restaurant i Jylland.
- Alene det er jo et skulderklap. Det betyder noget i forhold til, at der sidder journalister i København, der får øjnene op for, at der altså også findes gode restauranter i Nordjylland, siger han og tilføjer:
- Men det vil selvfølgelig være sjovest at vinde prisen. En nominering er der jo ingen, der husker om nogle år.
Gode chancer for at vinde
Prisen som Årets Restaurant 2017 er den fineste hæder ved prisuddelingen, og dermed også den kategori, der er mest spænding om.
Men derudover er Mortens Kro også nomineret i kategorierne som Årets Frokostrestaurant, Årets Oste samt Årets Vin- og Aveckort.
- Titlen som Årets Restaurant bliver offentliggjort sidst. Så vi kommer nok til at sidde og krydse fingre for, at vi ikke vinder nogle af de øvrige priser, siger han med smil i stemmen.
Forud for prisuddelingen har der været såkaldte nomineringsmiddage på de seks restauranter, der kæmper om hovedtitlen. Her har juryen været forbi for endnu engang at vurdere restauranterne.
- Jeg tror, vi har gode chancer for at vinde, men vi er omvendt oppe mod dygtige folk. Vi har i hvert fald gjort alt, vi kunne. Og jeg tænker, at vores chancer er blevet bedre efter jury-middagen, siger han.
Også tre andre markante spisesteder i Aalborg er nomineret ved årets prisuddeling.
Restaurant Tabu er med i opløbet om at blive Årets Gennembrud og Årets Kokkeprofil (Michael "Miv" Pedersen. Bistro 59 er nomineret som Årets Bistro/Brasseri/Spisested mens Hotel Scheelsminde kan tage prisen som Årets Spis & Bo-adresse.