Corona-nedlukning og Plus-bus ramte økonomisk hårdt.
AALBORG: Forpagteren af Highway 66, der ligger på hjørnet af Vesterbro og Borgergade i Aalborg, har afleveret nøglerne til kædens ejer, Karim Salih.
Restauranten fortsætter som normalt. Nu i stedet med ejeren i spidsen. Han har tænkt sig at drive stedet fremadrettet.
Årsagen til at forpagteren nu har opgivet at drive restauranten er, at corona-nedlukninger i lange perioder samt måneders vejarbejde i Borgergade på grund af Plus-bus har ramt forretningens økonomi hårdt. Highway 66 i Aalborg flyttede i marts 2020 fra C.W. Obels Plads til dens nuværende placering og åbnede få dage før, corona-virus lukkede landet ned.
En anden af kædens restauranter i Blokhus er også i økonomiske problemer. Highway 66 i Blokhus er netop blevet erklæret konkurs, så her skal der findes ny forpagter. Karim Salih ønsker ikke selv at stå i spidsen for Blokhus-restauranten.
Highway 66 er en kæde, der består af seks restauranter i Hjørring, Sæby, Aalborg, Blokhus, Løkken og Skagen. De øvrige restauranter fortsætter uberørt af konkursen i Blokhus.