Der er nu to restauranter samlet under ét tag på adressen Ved Stranden 5, efter det nye koncept med fokus på lækre udskæringer og m

Det er kokken Michael “Miv” Pedersen, der står i spidsen for det nye koncept, Slagterbørsen, der nu fylder halvdelen af lokalerne hos CANblau. Inden åbningen i Aalborg er konceptet blevet testet igennem på Restaurant Glashuset i Lønstrup, som han også er medindehaver af. Her blev det hurtigt populært blandt turister og lokale, så nu har kokken, der også er kendt fra Restaurant Tabu, taget det med hertil.

Camilla Gammelgaard Johansen
Slagterbørsens koncept bygger på menuer, der kredser om specialudskæringer fra Guldrummet. Foto: Lasse Sand

- Vi synes, der manglede et sted som det her i byen. Det var en succes i Lønstrup i løbet af årets fantastiske sommer. Faktisk er det den bedste sommersæson, jeg har været med til, fortæller Michael “Miv” Pedersen og fortsætter:

- Konceptet er testet godt og grundigt igennem, og det er det samme setup, vi kører med i Aalborg, men her er det lidt mere rustikt. Der hænger gammelt slagterudstyr i restauranten, og så er maden mere rustik, end man for eksempel kender det fra CANblau og Tabu.

Menukortet er bygget op omkring restaurantens specialudskæringer, som kommer fra Danish Crowns Guldrummet, som er udviklet i samarbejde med kokke. Det giver restauranten mulighed for at servere ekstra lækkert kød, og de lover ikke på forhånd, hvilke udskæringer man kan få, for de udvælger det bedste på dagen. Til gengæld kan man selv afgøre, om man er til okse, lam, fisk eller gris og hvilket tilbehør, man vil have. Men kødet er ikke det eneste, der adskiller Slagterbørsen fra nogle af Aalborgs øvrige spisesteder.

– Det, der gør os anderledes, er, at vi har fri vinbar til maden. Det tager typisk et par timer at spise, og under middagen kan man frit forsyne sig med de mange forskellige typer vin, som vi har stillet frem. Har man lyst til at blive og hygge videre, kan man tilkøbe sig mere tid med vinbaren, fortæller Michael “Miv” Pedersen.

Camilla Gammelgaard Johansen
Man kan selv sammensætte sin menu og vælge hvilke vine, man vil prøve til de forskellige retter. Foto: Lasse Sand

På den måde er konceptet meget nordjysk, da hele menuen med vin og kaffe fås til en plovmand.

– Det er god, rustik og velsmagende mad, og så er det menuer, hvor man får meget for pengene. Man kan også lægge et budget for aftenen på forhånd, for man ved, hvad det koster, siger kokken.

Aalborgenserne har da også taget fint imod Slagterbørsen, selvom opstarten altid er lidt stille, når man åbner i det nordjyske, fortæller Michael “Miv” Pedersen.

– Vi er stadig nyåbnede og har ikke været i gang så længe. Jeg ved, det tager tid at slå sig fast i Nordjylland og i Aalborg. Jeg har prøvet det nogle gange nu, men det kører fornuftigt, og folk har taget godt imod os.

Succeskokken har mange jern i ilden, og han vil ikke udelukke, at der kommer endnu mere nyt fra ham i fremtiden.

– Jeg har samarbejdspartnere i Aarhus, og vi er altid på udkig efter noget nyt og spændende, og vi holder øje med, om der er noget, som mangler på markedet. Nu må vi se, hvad der sker. Vores fokus er på det, vi har gang i lige nu, afslutter han.

Camilla Gammelgaard Johansen
Der er lagt op til hygge under middagen i Slagterbørsens lidt dunkle lokale. Foto: Lasse Sand
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...