Skole og daginstitutioner skyder op i ny bydel de kommende år

AALBORG: Når udviklingen af det nye store boligområde på Stigsborg Brygge for alvor går i gang bliver der tænkt særligt på børnene.

Et nyt børneunivers skal nemlig koble både vuggestue, børnehave og skole.

Det står klart, efter Byrådet i Aalborg Kommune har valgt at inkludere dette i deres budgetforslag for 2019, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Det betyder, at den nye skole, der ventes at stå færdig tidligst i 2023, vil få følgeskab af en børnehave med tilhørende vuggestue med plads til cirka 120 børn i alderen 0-5 år.

- Det handler i bund og grund om, at vi skal skabe gode sammenhænge i børnenes hverdag. Og der er ingen tvivl om, at når vi samler skole og dagtilbud, får vi nogle ganske unikke muligheder rent pædagogisk, hvor man kan følge børnene langt tættere gennem børnelivet. De vil helt sikkert nyde godt af de synergier, der opstår i sådan et fællesskab, lyder det fra skolerådmand, Tina French Nielsen (V).

Skolerådmanden regner især med, at børneuniverset er med til at gøre overgangen fra en institution til en anden nemmere at håndtere.

Den nye bydel på Stigsborg Brygge ventes at få 7-8000 indbyggere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...