Kapsejladsen The Tall Ships Races bliver for første gang nogensinde skudt i gang i netop Aalborg i juli i år

AALBORG: Nedtællingen til den suverænt største tilskuerbegivenhed her i 2019 i Aalborg kører allerede nu på fulde omdrejninger.

Hvis du ikke allerede har gættet det, så er det naturligvis publikumsmagneten The Tall Ships Races 2019, der forventes at tiltrække - afhængig af vind og vejr - helt op til ca. 800.000 gæster.

Så uanset om man vil betegne sig selv som f.eks. bolværksmatros, søulk eller for den sags skyld ganske almindelig landkrabbe med interesse for det maritime - kært barn har som sagt mange navne - så er der al mulig grund til at sætte kryds i kalenderen ved datoerne 3., 4., 5. og 6. juli i år.

For det er i netop denne periode, at det så at sige "sner" på havnen i både Aalborg og Nørresundby med bl.a. officiel åbning onsdag den 3. juli klokken 17.00.

Man skal dog lige have in mente, at de første skibe så småt begynder at dukke op i Limfjorden allerede tirsdag den 2. juli.

Torben O. Andersen
Limfjorden og sejlskibene klæder hinanden særdeles godt, og om kun ca. tre måneder vender armadaen af fartøjer tilbage til Aalborg, som i år er udnævnt til starthavn for The Tall Ships Races. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

Antallet af officielt tilmeldte sejlskibe til begivenheden stiger således støt uge for uge, og i skrivende stund er der tilmeldt i alt 67 skibe fra snart sagt alle steder på kloden.

Arrangørerne forventer, at flere end 90 af verdens smukkeste sejlskibe fra over 30 forskellige nationer lægger til kaj i Aalborg Havn som deltagere i den årlige kapsejlads, og man regner også med, at det er ensbetydende med besøg af ca. 3.000 besætningsmedlemmer.

Det bliver som allerede nævnt et regulært slaraffenland at se på med så mange og så store skibe i havnen i Aalborg.

Skibene bliver inddelt i fire klasser, og pt. er der 21 skibe i den store klasse A. Klasse B. tæller på nuværende tidspunkt 23 fartøjer, klasse C. 15 og endelig har klasse D. otte skibe på listen.

Torben O. Andersen
Den norske fuldrigger Sørlandet var i 2015 i Aalborg som deltager i The Tall Ships Races, og publikum kan nu glæde sig til et gensyn med hende til kapsejladsen her i 2019, hvor skibet er med i A. klassen. Sejlskibet er i øvrigt bygget i 1927 og har en besætning på 90 mand m/k. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier

Det er i øvrigt første gang, at Aalborg nyder æren af at være starthavn, og efter besøget her hos os så sætter armadaen af sejlskibe efterfølgende kursen mod Fredrikstad og Bergen i Norge for til slut at ankre op i Aarhus i perioden fra den 1. til den 4. august.

Aalborg har fire gange tidligere været værtshavn for begivenheden. Første gang var i 1999, og sejlskibene var her senest i 2015. Aalborg kan dermed fejre 20 års jubilæum her i 2019.

Det skønnes, at det samlede besøgstal for alle de tidligere arrangementer her i Aalborg ligger på ca. 3,2 millioner tilskuere - og det kan man da vist roligt betegne som en succes og publikumsmagnet uden lige.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...