Leder efter beboere, der vil fortælle om livet i et lejlighedskompleks i Aalborg

AALBORG: Tusindvis af os bor i lejlighed og kender sikkert fornemmelsen af at være tæt på mennesker, som vi alligevel ikke rigtig kender.

Men nu har du chancen for at komme til at kende dine naboer på en helt nyt måde.

Aalborg Teater leder nemlig efter beboere i en opgang i Aalborg, der vil være med i en ny forestilling Livet - en brugsanvisning.

- Vi drømmer om at finde en helt almindelig klassisk opgang, hvor der bor nogle mennesker i forskellige livssituationer - det studerende par, en mor og far med en teenagesøn og enken på 4. - der alle vil fortælle om dem selv og deres liv, forklarer forestillingens instruktør Kristoffer Lundberg.

Livet - en brugsanvisning skal vises på AAT Stream fire gange i slutningen af november.

- Ideen er at beboerne i ideelt set seks lejligheder i opgangen hver især skal åbne deres hjem og fortælle om livet, hvad der optager dem, og hvordan de har det med at bo i deres lejlighed. I samarbejde finder vi så ud af, hvad vi skal tage udgangspunkt i og finder nogle fællespunkter med de andre beboere, siger han.

Katrine Schousboe
Forestillingen Livet - en brugsanvisning skal vises på AAT Stream fire gange i slutningen af november. Foto: Allan Toft/Aalborg Teater

Kristoffer Lundberg nævner som et tænkt eksempel, at det kunne være, at teenagesønnen i en lejlighed drømmer om at leve af at spille musik, og på toppen bor der så en falleret rockstjerne, hvor de to parter pludselig får en relation til hinanden.

Beboerne får så hver et kamera, som de på spilleaftenen skal sende live med.

- Det bliver så vist simultant, så seerne kan gå på opdagelse i de forskellige beboeres liv, forklarer han og tilføjer, at for de medvirkende er det her en mulighed for at lære deres naboer endnu bedre at kende.

- De får et nyt fællesskab i det her projekt, og den der fornemmelse af at være lidt fremmedgjort i forhold til dem, man bor tæt på, forsvinder måske, lyder det.

Man kan melde sig til at være med i projektet indtil udgangen af september, og Kristoffer Lundberg er optimistisk i forhold til, at der nok skal melde sig en opgang.

- Det er et spændende nyt koncept, som udspringer af, at vi har måttet gentænke mange ting i branchen i forbindelse med corona. Jeg glæder mig til at se det folde sig ud, siger han.

Hvis man har lyst til at høre mere om forestillingen, og hvordan man eventuelt kommer med, skal man skrive til researcher Cille Melgaard på opgang@aalborgteater.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...