Arbejdet med at bygge containerby op på spritfabrikken er i fuld gang

AALBORG: De første synlige tegn på, at noget nyt og spændende er under opsejling på spritfabrikkens grund, kan nu ses.

Mandag morgen er arbejdet med at placere de store skibscontainere, der de næste år skal udgøre BoxTown gået i gang.

Madmarkedet, som vil have salg af lokalproducerede, økologiske råvarer, street food og en læringsdel, kommer til at ligge på på hjørnet af Strandvejen og C.A. Olesens Gade - med indgang fra begge veje. Det bygges op i i alt ti containere, i to etager.

Elever på Tech College Praktikcenter har hjulpet med at tilpasse containerne, så de kan bruges til salg af mad. De store kasser har blandt andet fået vinduer og er blevet isoleret. Og eleverne får lov at følge projektet til dørs, en god håndfuld af dem deltager i arbejdet med at få sat containerne på plads mandag formiddag.

De kommende uger skal containerbyen indrettes med gangbroer, loungeområder og en kuppel, som skal bruges til et læringscenter, hvor man bl.a. kan se film om de råvarer, man kan købe og deltage i workshops.

Man kan købe mad hos BoxTown fra 3. december, men madmarkedet åbner først officielt lørdag 9. december.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...