Brandbiler og bøsser på Grønland

KLUMME: Min mand og jeg sad for nogle år siden til en festival og snakkede med nogle hyggelige mennesker, vi lige havde mødt. Solen skinnede.

Ahhhh; peace, love & humle. Den der milde og åbne stemning, som man kun oplever på festivaler. Alt emmede af fred og næstekærlighed, og jeg sad og drømte om, at festivalsindelaget bare kunne bredes ud over hele verden, hele tiden. I hvert fald til min mands begejstrede stemme kvaste harmonien som et insekt mod en forrude.

- Ja, jeg vil jo gerne høre Djämes Braun senere, sagde han helt tilforladeligt, men fortsatte skæbnesvangert med:

- Ja, altså ikke ham negeren, vel? De andre dér. Bandet, altså.

Og straks føltes stemningen akkurat lige så kold dom en pind-is i en varm øregang. De før så hyggelige mennesker trykkede på en usynlig knap, der rullede en lydisoleret plade op mellem dem og os. Vi var luft. Vores gin og tonic frøs til is. Vi ophørte med at eksistere for dem, mens de demonstrativt vendte ryggen til os (så meget som bænkarrangementet tillod).

Jeg var splittet mellem en følelse af vrede over deres overreaktion og så en ærgrelse over, han ikke bare engang imellem kan tænke sig om.

Jeg sagde pænt farvel til muren af stilhed og gik videre med min mand, mens jeg bad ham træde mere varsomt med f.eks. n-ordet.

- Men jeg har altid gerne ville være sort og ligne James Brown. Han er den sejeste mand på jorden - negeren, altså. Ikke bandet, udpenslede han igen (tak) og så betuttet ud over, at jeg var sur, og at han selv er blevet en skaldet, hvid, midaldrende mand. Jeg sjyssede på ham, så mundvandet sprang.

Sagen er den, at han kommer fra en familie med en meget åben, selvironisk og fri tone. Hans mor, eksempelvis, har endnu ikke fanget, at vi korrekte putter dig i en helt særlig bås, hvis du siger neger, sigøjner, mulat, bøsse, kassedame, skraldemand, eskimo eller PÅ Grønland.

Jeg er splittet i forhold til, om det er fair at stemple folk på den baggrund. Det er det ikke altid. Det handler om intentionen med at bruge pågældende ord: Er det en bevidst nedgørelse, en demonstration af din ret til at kalde medmennesker, hvad der passer dig, fordi du inderst inde føler dig bedre end dem, eller er det en smutter/uvidenhed? Hvad er menneskesynet bag?

Min svigermor for eksempel siger ordene af den praktiske årsag, at hun ikke har et bedre ordforråd. Hun kan ikke følge med i, at nu må man gerne sige brune mennesker og LGBT, endelig ikke n-ordet, helst ikke sorte eller bøsser. Det ændrer sig hele tiden, og den dag hun har lært at sige brune medborgere eller alle bogstaverne i LGBT-personer (eller den endnu mere korrekte LGBTQIA, som også jeg må slå op hver eneste gang), så har ordene fået en snert af sarkasme og er derfor ukorrekte at sige. Det er en tabersag. Svært at følge med.

Man siger, det er bedre at sidde på værtshuset og tænke på Gud end at sidde i kirken og tænke på værtshuset. Sådan er det også i forhold til, at det er bedre at have et naturligt og åbent syn på minoriteter, men ikke have det korrekte ordforråd for dem frem for at kunne kalde alting det korrekte, men inderst inde ikke rigtig kunne rumme, at for eksempel to mænd skal danse sammen i ”Vild med dans”.

Det kan min svigermor sagtens rumme. Hun ville ej heller løfte et øjenbryn, hvis hendes børn eller børnebørn sprang ud som LGBT(QIA)-personer eller giftede sig med en kioskmand fra Uganda. Menneskesynet er kærligt og favnende helt ind i hendes skrog. Men det ville de før omtalte mennesker fra festivalen aldrig opdage. Hun ville ikke have en chance i det selskab. Deres stempel ville mose hende. Der ville være dømt fuld stop og rød person ved fodgængerfeltet. Det er egentlig ikke en særlig favnende måde at være på, vel?

Selv er jeg vokset op som rødhåret, verdens mindste minoritet, i en tid, hvor der blev sat lighedstegn mellem grim og rødhåret.

Jordbærhjelm, brandbil, røde apparat, rødtop og havde din mor et rustent søm i røven, da hun fødte dig? Det føltes som om, jeg først og fremmest var rødhåret, herefter mennesket Mette.

Og nej, blondine med regelmæssige træk, blå øjne og mailboksen fuld af tilbud fra tilbedere: Du er faktisk ikke i stand til at vurdere, om jeg har ret til at blive ked af, at du insisterer på at kalde mig en jordbærhjelm. Lige så lidt har f.eks. en midaldrende, hvid velfærdsdansker ret til selv at vurdere, om ”neger” er et sårende ord.

Men der er forskel på, hvem, der siger hvad, hvordan og hvorfor. På trods af alle mine komplekser, så blev jeg ikke det fjerneste stødt over, at min venindes rare bedstefar rutinemæssigt lyste op og råbte ”jamen, goddaw rødtop!”, når han så mig.

Intentionen var kærlig, og intention er alting.

Ord kan slå, og ord skaber virkeligheden. Ku’ vi ikke lige gøre os umage med ikke at generalisere og såre minoriteter med ord bevidst og demonstrativt – men omvendt heller ikke blive hys på Gyldendal-måden?

Jeg håber også, at de, der altid finder noget at blive krænket over (især på andres vegne), holder op med at begå den ironiske fejltagelse, at de fordømmer og stempler alle dem, de vurderer som fordømmende på grund af en lille, dum fortalelse eller slet og ret uvidenhed.

Se nu på mennesket bag ordet.

Peace out.