(Fra venstre:) Beredskabschef Per Vedsted, borgmester Thomas Kastrup Larsen og Diana Sørensen, direktør i Nordjyllands Beredskab, da kontrakten blev underskrevet. Privatfoto

22. til 29. august vil 5.000 brandmænd dyste til Brandmændenes OL

AALBORG: Når World Firefighters Games bliver afholdt for 14. gang i 2020, sker det med Aalborg som ramme.

I perioden 22. - 29. august forventer Aalborg Events og World Firefighters Games WA Inc, at omkring 5.000 brandmænd og 1.500 ledsagere fra hele verden vil tage til Aalborg for at dyste i 41 discipliner.

Der vil både være helt regulære, familiære idrætsgrene som eksempelvis fodbold, tennis samt badminton og publikumsvenlige discipliner, der tager udgangspunkt i brandmændenes profession som fx Toughest Firefighter Alive og Bucket Brigade. Toughest Firefighter Alive rummer 4 discipliner: løb med brandslange, forhindringsbane, håndtering af stiger på tårn og trappeløb. En stor del af disse konkurrencer vil blive afviklet på byens pladser.

Og valget af Aalborg, hvor deltagerne skal bo på byens hoteller, er ikke tilfældig.

- Jeg tror ikke, vi kunne have fundet en mere imødekommende værtsby end Aalborg, siger John Hartley, direktør for værtsorganisationen World Firefighters Games WA Inc.

Glæden bliver delt af borgmester Thomas Kastrup Larsen.

- Det er helt fantastisk, at vi får lov til at vise, hvad Aalborg kan som værtsby i forbindelse med denne store internationale event, hvor der kommer deltagere fra hele verden.

World Firefighters Games vil sætte ekstra kolorit på Aalborg og give vores hoteller og restauranter øget omsætning. Så der er god grund til glæde over, at dette værtskab er kommet i hus, siger han.

Samme melding kommer fra Nordjyllands Beredskab:

- Vi er meget stolte, over at værtsskabet for World Firefighters Games 2020 kommer til Aalborg og Nordjylland. Det er en stor ære at få besøg af brandmandskolleger fra hele verden og vise dem Aalborg, men også at vise hvad vi kan i Nordjylland og Danmark, fortæller Diana Sørensen direktør i Nordjyllands Beredskab og fortsætter.

- Vi på at kunne stille deltagere til nogle af de forskellige konkurrencer, og går allerede i træning for at kunne sætte Nordjyllands Beredskab på verdenskortet i disse konkurrencer.

Deltagerne er professionelle, deltids- såvel som frivillige brandmænd.

Arrangørerne håber desuden, at mange af deltagerne vil tage deres familie med.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...