Nu kan du igen se kultkomikeren Conrad Molden i Aalborg

AALBORG: Hans første række af onemanshows blev en bragende succes med udsolgte shows over hele landet.

Nu er den dansk-britiske komiker Conrad Molden tilbage med opfølgeren Danglish 2, hvor han igen tager kærligt favntag med danskerne og vores til tider løjerlig kultur, sprog og ikke mindst evner udi engelsk.

Turnéen har premiere i næste uge på Bremen i København og 21. februar kommer Molden så til Aalborg, hvor han optræder på Event Aalborg i Maren Turis Gade.

Der er sket meget i Conrad Moldens liv siden sidste turné. Han er ikke længere en ungkarl, der lever af kopnudler og kolde fadøl. Han er blevet far og skal nu navigere i sit nye liv, hvor han stadig prøver at være en glad, rødhåret englænder, der elsker at fortælle jokes.

Han er oprindeligt fra England, men har siden 2012 boet i Danmark. Og han er nu med egne ord blevet så dansk som stegt flæsk med persillesovs altså lige på nær, at han stadig kæmper med at få lært sproget.

- It is going to be et virkeligt sjovt show, fastslår Conrad Molden, der bl.a. har hentet sin inspiration fra De Nattergales legendariske The Julekalender, hvor mixet af dansk og engelsk blev en landeplage.

Moldens første show, Danglish 1, kan i øvrigt opleves på TV 2 her i begyndelsen af 2020 - og sidst på året også Danglish 2.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...