
Bryggeri vs. bartender: El Mariachi er klar med vild event
Seks retter mad med dertilhørende øl og cocktails, sådan fejrer stedet, at de har fået en helt unik aftale i hus med Rogue
AALBORG: Det er ofte de helt store byer, der får æren, når der er premierer, eller når nye eksklusive varer lanceres. Men nu får aalborgenserne en sand verdensnyhed som de allerførste i Europa.
Den mexikanske restaurant og cocktailbar El Mariachi er nemlig blevet valgt af Rogue Ales and Spirits som det første sted i Europa til at få deres nye "Spirit Line-up" på hylderne, fortæller en begejstret indehaver af El Mariachi, Claus Carstensen.
- Rogue er et mega nørdet bryggeri, som mange kigger imod for tiden, fordi alt det, de kommer i deres øl og alkohol, har de selv dyrket på egne marker - og med et virkeligt stærkt brand og nogle gode råvarer er de vokset og vokset, siger Claus Carstensen og fortsætter:
- De har vundet store internationale priser for både deres øl og deres alkohol - og at vi i lille Aalborg er blevet valgt som sted for deres launch er helt vildt.

For at fejre det, holder El Mariachi og Rogue et ret vildt event 14 juni. Det hedder 'Brewery VS. Bartender' og går i alt sin enkelthed ud på, at der serveres seks retter mad. Til hver ret bliver der serveret en øl og en cocktail, og så skal gæsten vælge, hvad der passer bedst til maden. Rogue vælger selv det øl, som de gerne vil have på til hver ret, og El Mariachi kreerer en cocktail med de nye produkter fra Rogue Spirits til hver ret. Gæsterne får en stemmeseddel, så de kan afgøre, om det er bryggeri eller bartender, der skal løbe med sejren.
- Alt i alt er det, der gør det fedt for mig, at Rogue arbejder med nogle af de samme ting som El Mariachi gør. Det skal være sjovt, have kvalitet og være spændende. Vi kan spejle os i hinandens nørderi og udfordre hinanden samtidig, siger Claus Carstensen.
Hos Rogue er der også stor begejstring for Aalborg-restauranten.
- Da vi første gang mødte Gitte og Claus fra El Mariachi, var det tydeligt, at entusiasmen var det, der gjorde El Mariachi værd at besøge. Så smagte vi maden, og den er fantastisk – jeg bor selv i New York, og jeg kan ikke finde mexicansk mad i den kvalitet, der hvor jeg bor, fortæller Bill Tollner fra Rogue om årsagen til, at de har valgt at samarbejde med netop El Mariachi, der får eneret på den første sending alkohol i Europa.