Aalborg Kommune lægger vægt på, at kommunen er i vækst i det budgetforslag, der fredag er blevet fremsat

AALBORG: Det er de unge og ældre, der er i særligt fokus i Aalborg Kommunes budgetforslag, som nu er klar.

Magistraten har lavet et forslag til kommunens budget for år 2022 til år 2025, hvor de blandt andet peger på, at Aalborg Kommune er i kraftig vækst og har over 220.000 indbyggere - heraf markant flere ældre og flere små børn de kommende år. Det skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.

Magistraten anbefaler derfor blandt andet at tilføre 52,9 mio. kr. til demografi på ældreområdet. Demografitildelingen vil betyde ca. 120 nye stillinger på ældreområdet.

For at sikre bedre rekruttering og fastholdelse på plejehjemsområdet er der desuden afsat 3 mio. kr. årligt til at understøtte udviklingen af attraktive arbejdspladser gennem bl.a. kompetenceudvikling og supervision.

Kommunen vil fra 2022 og frem derudover afsætte midler til et betydeligt løft af almenundervisningen i 1.- 3. klasse efter co-teaching-principperne - at der er to fagpersoner til stede i undervisningen. Hvor meget, der skal afsættes, siger pressemeddelelsen intet om.

COVID-19 sætter sit præg på budgettet

Coronakrisen har påvirket både ledighed og trivsel. Det vil kommune tage hensyn til i budgettet.

Magistraten ønsker at afhjælpe mistrivsel og vil sikre tilbud til udsatte børn og unge i kølvandet på COVID-19 og afsætter 15 mio. kr. i 2022 og 6,0 mio. kr. i 2023.

Krisen har efterladt flere borgere, der er længere væk fra arbejdsmarkedet, i en vanskelig situation. Jobcenteret fortsætter og intensiverer de indsatser, der blev igangsat med budgettet for 2021, så flere personer kan få en chance på arbejdsmarkedet.

De øvrige fokuspunkter i budgettet kan du læse mere om her:

FAKTA

Øvrige punkter i budgetforslaget

Kommunens serviceudgifter forøges med 68,8 mio. kr. i forhold til 2021-budgettet svarende til 0,7%.

Anlægsbudgettet er i 2022 på 637 mio. kr., og dermed opretholdes investeringsniveauet fra tidligere år. De grønne klimainvesteringer udgør 283 mio. kr., hvoraf de CO2-reducerende investeringer udgør 123 mio. kr.

Magistraten ønsker flere nye dagtilbud samt udvidelse af flere eksisterende dagtilbud som følge af flere nye boligområder.

Magistraten vil gøre plads til store oplevelser sammen. En udvidelse af tilskuerkapaciteten i Gigantium og bedre tilskuerforhold på Skovdalen Atletikstadion er bl.a. med i budgetforslaget.

Magistratens budgetforslag fastholder de nuværende skatteudskrivningsprocenter.

Budgetforslaget skal i løbet af september igennem flere forhandlingsrunder, før et endeligt budget kan vedtages af politikerne i byrådet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...