Seks byggerier og pladser får hæder i Aalborg i dag

AALBORG: Det er langt fra sikkert, du ved det, men i dag, mandag 5. oktober, er Arkitekturens Dag.

Og den dag bruger Komiteen for bygningspræmiering i Aalborg til at uddele hæder til seks byggerier og pladser, som er særligt smukke eller renoveret særligt vellykket.

Det arrangement på Kunsten, som plejer at være en del af hæders-uddelingen, er aflyst i år, men derfor har man alligevel offentliggjort de seks byggerier, der kan se frem til en plakette og et diplom, skriver komiteen i en pressemeddelelse.

I år går hæderen blandt andet til den store omdannelse af Budolfi Plads fra trafikknudepunkt til nutidigt grønt byrum. Hæderen bliver blandt andet givet med henvisning til, at pladsen er en helhed, der forener det grønne og arkitekturen og skaber ro i hjertet af Aalborg.

Der er også hæder til Medborgerhuset for at være blevet åbnet mod byens liv. Foto: Aalborg Kommune

Også facaderenoveringen af Medborgerhuset bliver præmieret. Her er den tidligere lukkede bygning blevet åbnet mod byens liv blandt andet med et vindue, der giver indblik direkte ind i byrådssalen. Det signalerer et åbent og inddragende demokrati, hedder det i begrundelsen.

Menighedshuset i Nørresundby får også en plakette, der kan sættes op på væggen for en vellykket renovering og udvidelse i fint samspil med det eksisterende menighedshus. Endelig får ejerne af henholdsvis Tostrupvej 131, Kridtsløjfen 4 og Elektravej 3-17 præmier for vellykket byggeri af boliger.

Du kan læse mere om præmieringen på kommunens hjemmeside eller ved at trykke her

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...