Nyt grønt område skal byde på masser af muligheder for byens beboere

NØRRESUNDBY: Grønt, bæredygtigt og rekreativt.

Aalborgs nye bydel Stigsborg skal i den grad være et rart sted at være. Udviklingen af det nye område på havnefronten er i fuld gang og bæredygtighed bliver et helt centralt og gennemgående tema.

Bestyrelsen for Stigsborg Havnefront har netop vedtaget en ambitiøs bæredygtighedsstrategi, der er inspireret af FN’s 17 verdensmål. Ideen er at gøre bæredygtighed til en integreret del af den 54 hektar store bydel.

Med den nye strategi bliver Stigsborg Havnefront en af de første bydele i Danmark, som er udviklet med udgangspunkt i verdensmålene.

- Vi ønsker at gå foran med implementeringen af FN’s verdensmål i udviklingen af Stigsborg Havnefront. Med et nyt indsatskatalog ønsker vi at balancere visioner og ambitioner med de praktiske og økonomiske muligheder, der er i projektet. Her har vi i samarbejde med Aalborg Kommune udvalgt en række områder, hvor vi kan gøre en forskel, siger han.

Helt konkret er det blandt andet tanken, at dele-, bytte- og genbrugsfaciliteter skal integreres i bydelen, så genanvendelse af ressourcer og cirkulær økonomi bliver en naturlig del af hverdagen. Der vil eksempelvis blive etableret byttestationer i de forskellige bebyggelser, ligesom der bliver mulighed for at benytte delebiler i p-husene, som bliver indrettet med ladestationer til el-biler.

En stor del af området på Stigsborg skal forblive grønt. Arkivfoto: Michael Koch

Social bæredygtighed: Park, bygade og bydelsforening

Som en del af det grønne fokus får bydelen også en 15 hektar stor grøn natur- og fjordpark. Stigsparken, der bliver Aalborg største park, vil byde på forskellige rekreations- og aktivitetsmuligheder og skal samtidig fungere som skolegård med inkluderende lærings- og bevægelseslandskaber for Aalborg Kommunes nybyggede folkeskole:

- Vi har stort fokus på sundhed, bevægelse og tilgængelighed, og derfor bliver stier og ruter en integreret del af bybilledet sammen med grønne og rekreative byrum. Hjertet i den nye bydel bliver den centralt beliggende bygade, der skal indrettes, så den kan skifte funktion efter behov, fortsætter Anton Hessellund.

I bæredygtighedsstrategien er der også lagt stor vægt på social bæredygtighed. Det betyder blandt andet, at bosætningen kommer til at bestå af blandede boligtyper med en variation af rækkehuse, bofællesskaber, eje- og lejelejligheder samt almene boliger. Og som en del af Stigsborg Havnefronts fokus på facilitering af fællesskab, bliver den traditionelle grundejerforening udvidet til en bydelsforening, der skal være bydelens lokaldemokratiske organ. I den forbindelse vil der også blive udarbejdet en bylivsstrategi i samarbejde med nuværende og kommende brugere af området.

Læs mere om det store projekt på www.stigsborghavnefront.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...