Café Luna gør det igen: Masterchef-navn i spidsen for køkkenet
Den kendte Aalborg-café udvider ejerkreds - nyt team får ansvaret for daglig drift
AALBORG: Ganske kort tid efter at den tidligere Masterchef-finalist Nanna Boje Carlsen kastede gryderne fra sig og forlod Café Luna på Boulevarden i Aalborg, har den kendte Aalborg-café ansat endnu en nordjysk Masterchef-deltager til at stå i spidsen for cafeens køkken.
Martin Maibom, som deltog i den seneste udgave af det populære tv-program, er ansat som ny køkkenchef og bestyrer af cafeens køkken.
- Jeg glæder mig helt vildt. For første gang i mit liv går jeg på arbejde med et smil på læben, siger Martin Maibom, som oplyser til Nordjyske, at han med ansættelsen på Café Luna lukker sit cateringsfirma Martys Mad.
Med jobbet på Café Luna skal han for første gang stå i spidsen for et hold i et køkken.
- Men med en baggrund som lærer har jeg vel styr på det der med at lede, konstaterer Martin Maibom.

Samtidig med nyheden om hans indtog i køkkenet på Café Luna, er ejerkredsen i selskabet bag cafeen blevet udvidet med Daniel Mejer Kristensen. Samtidig har Nanna Boje Carlsen forladt ejerkredsen.
Daniel Mejer Kristensen som fungerer i dag som områdechef for Bones-restauranterne i Hjørring og Frederikshavn. De to restauranter ejes i dag af samme personkreds, som står bag Café Luna, så de har et indgående kendskab til den nye medejer.
Daniel Mejer Kristensen og Martin Maibom får sammen med Amalie Stougaard Jensen ansvaret for den daglige drift af Café Luna - med Martin Maibom som ansvarlig for køkkenet og Amalie Stougaard Jensen som ansvarlig for driften ude i cafeen.

- Martin er en sindssygt fed karakter. Han har et godt øje for mad, og han har en masse gode ideer til en masse arrangementer, som er noget, vi har savnet at få sparket gang i. Men det er vigtigt at understrege, at de skal drifte cafeen sammen. De er valgt, fordi de har hver deres styrker, og jeg er sikker på, de kommer til at spille hinanden rigtig, rigtig gode, siger Daniel Mejer Kristensen.
Cafeen er i øjeblikket lukket ned og har været det siden slutningen af september. 1. november genåbner cafeen med et helt nyt hold af ansatte.
- Og det arbejde er vi faktisk ved at være i mål, fortæller Daniel Mejer Kristensen.
