Snart kan du nyde din kaffe og caféburger fra helt nyt spot på Boulevarden

AALBORG: Det er en glad og forventningsfuld Anne Marie Kønig, der starter et helt nyt kapitel for sin nu otte år gamle café i hjertet af byen.

Ovenpå et yderst tilfredsstillende overskud i 2021 skal caféen nemlig gennem en stor forvandling, og det omfatter først og fremmest, at der tages helt nye lokaler i brug. Det er førstesalen i bygningen, der tidligere har huset kontorpladser og har udsyn ned til gaden, som nu skal have nyt liv til glæde for cafégæsterne.

- Vi har egentlig snakket om det længe, det er jo et megafedt lokale. Så tog vi en snak med vores udlejere og blev enige om, at det skulle være nu. Jeg føler, vi passer rigtig godt på forretningen, når vi gør det her.

- Nu skal vi bare have gjort det til et restaurationslokale, og det er der en del arbejde i. Vi har holdt mange møder og der er allerede sved på panden!

"Peacificering" af det nye lokale

Arbejdet med udvidelsen er netop trådt ind i første fase, og fokusset er særligt at få skabt det hyggelige Peace-udtryk på førstesalen, som man kender fra stueetagen. Det betyder eksempelvis, at der skal opsættes store franske døre, fransk glasloft, tapeter, mosaik og så videre.

Den helt store milepæl i projektet er dog, når den enorme trappe, der skal forbinde caféen fra kælder til førstesal, kommer ind på plads.

Flere gæster kræver mere arbejdsplads

I samme omgang istandsættes caféens stueplan, som du hidtil er blevet mødt af på et Peace-besøg. Toilettet flyttes eksempelvis, så der frigives nogle kvadratmeter, der kan komme køkkenet til gode. Flere gæster kræver mere arbejdsplads.

Og apropos gæster - caféejeren har allerede oplevet stor glæde og optimisme omkring projektet.

- Folk synes, det er rigtig fedt og er glade på vores vegne. De glæder sig til at opleve det.

Projektet betyder en kortvarig lukning af cafeen, når vi kommer tættere på september.

- Det var meningen, at vi skulle have lukket i fem uger, men det er indskrænket til 14 dage, fortæller Anne Marie Kønig.

Ifølge planen kommer projekt "Café Peace 2.0" i mål i uge 36, og det skal selvfølgelig fejres til den tid.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...