Det skal være nemmere at give sin mening til kende

AALBORG: - Mange flere i Aalborg skal vide, vi findes, og at alle har mulighed for få indflydelse.

Sådan lyder det fra Camille Jones, der er netop er valgt som formand for byens ungebyråd. Rådet holdt forleden sit første møde og konstituerede sig forud for det kommende års arbejde.

- Jeg glæder mig virkelig meget til at komme i gang, og vil gøre alt for at være en formand, man ikke er bange for at gå til, at være åben og lyttende, siger Camille Jones.

Netop i år har interessen for at stemme til ungebyrådsvalget været rekordstor. 2800 børn og unge fra hele kommunen har stemt de 29 kandidater, der går i 7. klasse til 2.g ind i rådet, som fungerer som talerør for byens unge.

Men rekord eller ej, for Camille Jones og resten af det nye råd skal det ikke stoppe her. For mange flere af kommunens unge indbyggere skal kende til rådet og vide, hvad de kan bruge det til. Derfor har det nye ungebyråd på deres første møde besluttet de kommende måneder at arbejde intensivt med, hvordan de kan nå ud til endnu flere unge.

- Vi skal ikke være en lukket klub, men finde ud af, hvordan vi kan involvere andre og gøre opmærksomme på os selv og det, vi kan. Vi har valgt at arbejde særligt med dette emne, fordi det er fundamentet for, hvad vi ellers kan, forklarer hun.

Hvordan det helt konkret skal udmønte sig, skal de kommende måneders arbejde vise, men Camille Jones har allerede en klar ide om, at sociale medier skal spille en stor rolle i at råbe flere op.

- Vi vil gøre det nemt for andre at tage fat i os og give deres mening til kende, og der er de sociale medier bare en rigtig god mulighed, siger hun.

LÆS OGSÅ: Har du sat kryds? Her er Aalborgs nye ungebyråd

Katrine Schousboe
Camille Jones (t.h.) er ny formand, mens Victor Brogaard Petersen er valgt til næstformand i det nye ungebyråd. Privatfoto

Elsker at nørde med politik

Den nye formand går til daglig i 9. klasse på Vejgaard Østre Skole, men er allerede et garvet byrådsmedlem. Denne periode er Camille Jones' tredje, men altså den første som formand.

- Det er egentlig meget tilfældigt, jeg overhovedet kom med i ungebyrådet, forklarer hun med smil i stemmen.

En invitation til en tur til København med UngAalborg blev introduktion til rådet, og da hun blev spurgt, om det måske var noget for hende at være med, sprang hun lidt halvhjertet på.

- Når jeg kigger tilbage, så lavede jeg ikke så meget i den første periode. Men efterhånden blev jeg en del af fællesskabet og lærte af de andre. Jeg opdagede, det er fedt at arbejde politisk og deltage i diskussioner, fortæller hun.

Gradvist er hun blevet involveret i mere og mere, har blandt andet været til møder i skoleforvaltningen og været vært på ungekongressen, for så i år at stille op som formand.

- Jeg er virkelig kommet til at elske at dykke ned i tingene og nørde med det, ler hun og tilføjer, at hendes personlige mærkesag er den, som rådet netop har besluttet sig for at arbejde med: at alle unge skal høres og vide, de har mulighed for at blive det.

- Jeg bliver træt af, at de voksne gerne vil bestemme, hvordan unges ting skal drives og formes. Vi skal have meget mere indflydelse selv.

Udover Camille Jones er Victor Brogaard Petersen valgt som næstformand. Du kan læse mere om Aalborg Ungebyråd på dets hjemmeside eller ved at trykke her

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...