
Carina elsker at være skønhedsguru i Aalborg
31-årige Carina Jakobsen er indehaver af Glow Studio på Vesterbro. Mød hende her
AALBORG: Carina Jakobsen er opvokset i Als, ved Øster Hurup og Hadsund men flyttede til Aalborg som 19-årig for at komme på kosmetologskolen og har boet her siden. Hun har undervist på kosmetolog- skolen, arbejdet på wellness hotel, været i stormagasin og arbejdet på små og store klinikker, indtil hun 1. juni sidste år åbnede Glow Studio. Trods coronakrisen er det gået over al forventning, og Carina Jakobsen føler, at hun er landet på rette hylde
Hvis jeg siger Aalborg, hvad får det så dig til at tænke på?
Udvikling! Siden jeg flyttede til Aalborg, har byen virkelig forandret sig. Aalborg er for mig den mest hjemlige og rolige storby. Jeg elsker, at man inde midt i byen kan finde ro og idyl, og at man samtidig har alt, hvad man skal bruge indenfor rækkevidde.
Dog kommer vi ikke udenom, at Aalborg for mig er lig med Karneval. Et festfyrværkeri af glade mennekser, som skåler og danser med hinanden. Dét elsker jeg.

Hvilke steder betyder noget særligt for dig i Aalborg?
Jeg elsker Østre Anlæg og har i mange år boet lige ved siden af. Det er en fantastisk oase midt i byen, hvor der er plads til leg, grill-aftener og afslapning.
Men det sted, jeg altid har holdt mest af, er Kirkegården ved Ansgars kirke. Jeg elsker roen der, og jeg har virkelig travet mange ture derinde. Det sjove er, at da jeg så de lokaler, som jeg har Glow Studio i nu, var jeg slet ikke i tvivl om, at det var her skulle jeg være. De ligger nemlig lige op til kirkegården.
Hvilke personer i Aalborg betyder noget særligt for dig?
Det er muligvis et helt åbenlyst valg, men mine venner og kunder betyder alt for mig her i Aalborg.
Da jeg flyttede til Aalborg, kendte jeg næsten ingen herude. Jeg startede på kosmetologskolen som 19-årig og var uddannet et år efter. Dagen efter, at jeg var blevet uddannet, startede jeg som underviser på kosmetologskolen.
Det første år, jeg boede her, gik jeg i skole 37 timer om ugen og havde fem forskellige jobs ved siden af. Jeg betalte nemlig selv for min uddannelse, så det første år nød jeg slet ikke byen. Det var først, da jeg var færdiguddannet, at jeg kunne trække vejret og udforske den by, jeg var flyttet til.
Det er nok også af samme grund, at min omgangskreds blev folk fra skønhedsbranchen. Og den dag i dag er to af mine tætte veninder stadig to, jeg arbejdede med som underviser på kosmetologskolen.

Hvordan er det at drive et skønhedsunivers i en by som Aalborg?
Det er fantastisk. Nordjyder er super loyale og støttende. Jeg har kunder, som har fulgt mig helt fra, da jeg var elev på kosmetologskolen, og mine kunder har generelt fulgt mig rundt, hvorend jeg har arbejdet. Så de betyder naturligvis meget for mig. Jeg har virkelig mange gode faste kunder, og de er alle sammen nogle, jeg kunne have lyst til at drikke et glas vin med, så de har sat deres helt særlige præg på mig.
Jeg har fra starten gjort rigtig meget ud af min Instagram, og der har folk virkelig været søde til at dele budskabet, så den voksede med lynets hast.
Er Aalborg en god by at være iværksætter i?
Ja, helt bestemt. Jeg har fået mange gode opstartstilbud for iværksættere, som jeg har deltaget i online - grundet Corona. Blandt andet ved Startup Club Aalborg.
Jeg har også mødt forkskellige små iværksættere igennem min butik, hvor vi forsøger at støtte og booste hinanden. Jeg elsker, når man møder andre, der ligesom jeg, lever og ånder for jobbet.
Der er mange større virksomheder, som har klaret sig sindsygt flot her i Aalborg, og selvom det måske er urealistisk, at min lille forretning nogensinde kommer op på niveau med for eksempel Shaping New Tomorrow og Luksus baby, så er det inspirerede at følge med i deres eventyr. Og alle skal jo starte et sted.
Hvad gør du for at holde gang i hjulene under coronakrisen?
Jeg har fra dag ét brugt Instagram rigtig meget. Alt hvad jeg har kunnet trylle frem af kreative indslag, har jeg forsøgt at gøre.
Mine tætteste venner har været den vildeste støtte og hjulpet mig meget med alt, hvad der handler om Glow Studio. Det er så fedt at kunne bruge sit netværk, så man ikke selv skal opfinde den dybe tallerken hver gang.
Da jeg åbnede i juni hungrede folk efter at komme ud, så jeg stod med en fuldt booket kalender, hvor jeg helt frem til, at vi blev lukket ned i december på grund af corona, har arbejdet omkring 70 timer om ugen. Så denne lock down har virkelig sørget for, at kreativiteten har skulle stå sin prøve.
Jeg er glad for, jeg fik åbnet en webshop i slutningen af november, som jeg så kan leve af nu.
Jeg har haft Camilla, som er uddannet indenfor Marketing og Entrepreneurship, til at hjælpe mig med webshoppen og mine sociale medier. Mange har spurgt mig, om jeg ikke skal have ansat en kosmetolog mere, når nu jeg har så travlt. Men jeg er så glad for, at jeg har satset på web-delen, især i disse lockdown tider. Og det er også den vej, jeg vil forstætte på den anden side af lockdown.